»En opdigtet historie«.

Sådan lyder dommen fra Henrik Sass Larsens mor, Pia Pedersen, der onsdag over for Ekstra Bladet har kommenteret sin søns fortælling om, at han selv er blevet udsat for overgreb som dreng.

Historien kommer én dag før den store retssag torsdag, hvor eksministeren er tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke.

Og det ærgrer hans forsvarsadvokat, Berit Ernst.

»Jeg har altid haft den holdning, at en straffesag skal behandles i retten. Jeg er ærgerlig over alt det, der er foregået i pressen, og jeg ville ønske, at der var mere respekt omkring, at sagen skal behandles i retten,« siger hun.

Men vi er vel enige om, at det er din klient, der har været med til at få sagen til at blusse op i pressen?

»Det er ikke ham, der har startet det. Han reagerede på, at der var historier i pressen, og jeg har stor respekt for, at han har haft et behov for at komme med sin udlægning.«

Nu valgte han så at lave et kæmpe interview med B.T. og udgive en bog – smider man så ikke ekstra brænde på bålet?

»Det kommer jeg ikke til at kommentere på.«

Så du køber ikke præmissen om, at han selv har skabt meget af det fokus, som du selv problematiserer?

»Nej, det køber jeg ikke. Det er ikke ham, der har fået sagen i pressen, så jeg køber ikke præmissen om, at han har sat den første stolpe i.«

Nu siger du, at du har respekt for, at Sass har brug for at komme med sin udlægning af sagen. Kan man ikke sige, at du også skal have ‘stor respekt’ for, at moren har behov for at kommentere de anklager, som har været i Sass’ udtalelser?

»Det kommer jeg ikke til at forholde mig til. Jeg forholder mig til en verserende retssag, som vi skal have respekt for. Jeg synes generelt, at vi skal have mere respekt for, at sager behandles i retten og ikke i pressen.«

Selv fortæller Berit Ernst, at hun »glæder sig« til retssagen torsdag, og at hun ikke forventer, at artiklen med Henrik Sass Larsens mor vil få en indflydelse.

Henrik Sass Larsen forklarede i et B.T. interview i juni, at han i 2018 angiveligt modtog en mail med et link, der førte videre til en video på appen Wickr. Ifølge den tidligere politiker viste videoklippet, som han ikke over for B.T. har fremvist dokumentation for, et overgreb begået mod ham selv, da han var tre år gammel i 1969.

Henrik Sass Larsen fortæller, at der på videoen var to voksne mennesker - en kvinde og en mand - som han ikke kunne identificere, og det er altså dem, som han efter eget udsagn brugte årevis på at prøve at finde ved at downloade tusindvis af videoer med overgrebsmateriale med børn.

Den første mail modtog han angiveligt på sin folketingsmail, og hos Folketinget har man tidligere til B.T. oplyst, at det vil være muligt at genskabe tidligere mails, hvis en myndighed eller eksempelvis advokat henvendte sig.

Berit Ernst afviser dog over for B.T. at oplyse, om hun har forsøgt at få rekvireret de gamle mails.

Retssagen begynder tordsag klokken 9.30 i Københavns Byret.