Det er ren og skær løgn, at Henrik Sass Larsen er blevet misbrugt som barn.
Sådan lyder det fra den tidligere ministers mor, Pia Pedersen, i et stort interview med Ekstra Bladet.
»Det er oppe i fantasien. Jeg tror simpelthen, at han prøver på at skrive sig ud af, at han har downloadet alle de billeder. Og så laver han historier for at folk skal synes, at det er synd for ham,« fastslår hun over for mediet.
Henrik Sass Larsen er tiltalt i en storomtalt sag, for at være i besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke.
Torsdag skal han for retten i København.
I begyndelsen af juni stod Henrik Sass Larsen frem i et større B.T.-interview, hvor han påstod at have downloadet overgrebsmaterialet med det formål at finde sig selv som barn.
I 2018 modtog han efter eget udsagn et klip med sig selv, der blev misbrugt, i en mystisk mail. Overgrebet fandt ifølge Sass sted i en grøn sofa.
Det kickstartede et forløb, hvor han forsøgte at finde flere klip med sig selv. Tre år senere modtog han angiveligt en video på Snapchat, hvori man ser den samme grønne sofa. Videoer, som B.T. ikke har set dokumentation for, og som ifølge Sass blev slettet automatisk.
Skal man tro Pia Pedersen, der ikke har haft kontakt med sin søn i 25 år, er det hele opdigtet.
Hun husker hverken en grøn sofa, som Henrik Sass Larsen omtaler i videoen og tror ikke på, at hendes søn kan være blevet misbrugt, uden at det blev opdaget.
Derudover forklarer hun blandt andet, at hun ikke kan se, hvem der skulle have sendt den mail.
B.T. har modtaget et svar fra Henrik Sass Larsen og søstrene Tine og Rikke, der tordner mod Pia Pedersen efter interviewet i Ekstra Bladet.
»Vi har alle meddelt dig på et tidspunkt, at vi aldrig ønsker at se dig igen, og din offentlige optræden er for resten lige så løgnagtig og hjerteløs, som du altid har været,« skriver de.
Det kan du læse mere om her.