Henrik Sass Larsens forsvarer, Berit Ernst, går mandag i retten hårdt til politiet, som hun mener håndterer sagen om den omtalte dukke inkompetent.

»Der er taget ét enkelt, rystet foto. Så tager man ikke dukken med, og politibetjenten har bagefter forklaret, at han ikke vidste, at den kunne være ulovlig. Det er selvfølgelig ærgerligt for alle parter,« siger hun.

Tidligere i sagen forklarede den betjent, der fandt dukken i en vasketøjskurv, at han syntes, den var »politimæssigt interessant«. 

Han tog ét billede af dukken, men vurderede, at det ikke var nødvendigt at beslaglægge den – og at politiet i øvrigt har tendens til at beslaglægge for meget.

Men den forklaring falder bestemt ikke i god jord hos Sass’ forsvarer:

»Jeg har aldrig hørt forklaringen om, at man ikke skal beslaglægge for meget. Jeg køber ikke den forklaring,« lyder det fra Berit Ernst.

Hun kritiserer desuden, at anklageren lægger vægt på, at Sass smider dukken ud mellem de to ransagninger:

»Det er da friskt af politiet at bruge det som argument, når man jo selv har undladt at tage dukken med,« siger forsvareren i retten.

Eftersom politiet ikke beslaglagde dukken, var det heller ikke muligt at undersøge den for eksempelvis vigtige beviser.

»Vi har ikke haft mulighed for at undersøge, om der var menneskeligt DNA inde i dukken,« vrissede Ernst.

Kendisadvokat ryster på hovedet
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der ikke er en del af sagen, men følger den tæt, har tidligere kritiseret politiets håndtering:

»Hvis anklageren ikke har genstanden, som anklageren vil have den tiltalte dømt for, så kræver det som minimum nogle klare vidneforklaringer eller virkelig gode billeder,« sagde hun til B.T. efter første retsmøde.

Hun konstaterede, at gætterier og gisninger ikke er nok i en retssal.

Sass' forsvarer kræver sin klient frikendt for både besiddelse af over 8000 videoer samt billeder af overgrebsmateriale mod børn og desuden for besiddelse af dukken. 

»Hvis jeg så et billede af dukken, så ville jeg aldrig i min vildeste fantasi have været i tvivl om, at der er tale om en almindelig dukke,« understregede Sass' forsvarer Berit Ernst under sin procedure. 

Anklageren kræver derimod Henrik Sass Larsens fængslet i minimum fire måneder. 

Følg B.Ts liveblog om Henrik Sass Larsen sagen HER, som der falder dom i denne mandag.