Lørdag aften bankede det på døren på en adresse i Vesthimmerlands Kommune. 

Da adressens beboer åbnede, blev han mødt af synet af tre truende personer. De ledte efter en specifik person. En pædofil, sagde de.

»Beboeren på stedet måtte – med sit sundhedskort – bevise, at han ikke var den person, som mændene ledte efter. Derpå forlod de stedet,« forklarer Mikkel Brügmann, efterforskningsleder og politikommissær ved Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

På vej væk fra adressen smadrede den ene af gerningspersonerne en postkasse.

I kølvandet på episoden skred politiet onsdag til anholdelse af en 26-årig mand.

Han er ikke mistænkt for at have været blandt de tre, der lørdag aflagde adressen i Vesthimmerland et visit.

Han er til gengæld mistænkt for på et socialt medie at have delt adressen offentligt med påstand om, at der skulle bo en pædofil.

Det er politiets mistanke, at de tre personer, der mødte op på adressen, havde til hensigt at true eller udøve vold mod den navngivne person, de ledte efter.

Derfor er den 26-årige blevet sigtet for at anstifte til vold og trusler, oplyser politiet, der løslod ham efter endt afhøring.

I forbindelse med anholdelsen foretog politiet en ransagning på hans adresse, der ligeledes er beliggende i Vesthimmerland.

»Vi ser med stort alvor på sagen – og vi vil gerne kraftigt understrege, at hvis man har mistanke om eller kendskab til ulovlige forhold, så skal man anmelde det til politiet,« lyder det fra politikommissær Mikkel Brügmann.

De tre personer, som anmeldelsen, der indløb klokken 23.13, handlede om, er endnu ikke blevet identificeret.