En hjemsendt seniorsergent fra Den Kongelige Livgarde frifindes for voldtægt.
Det oplyser Københavns Byret til B.T., efter der torsdag klokken 13 er faldet dom i sagen.
»Min klient er naturligvis glad, men havde forventet at blive frifundet,« lyder det i forlængelse af dommen fra hans forsvarsadvokat.
Fra den militære anklager – auditøren – lyder det, at man ikke har nogen kommentarer til frifindelsen, før man har haft mulighed for at gennemlæse dommen.
Seniorsergenten var tiltalt for »på et ikke nærmere identificeret tidspunkt formentlig i februar 2021« at have udsat en kvindelig ansat for fuldbyrdet voldtægt samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje i et hvilerum på Livgardens Kaserne.
I retten erkendte den 43-årige mand, at han og kvinden havde haft samleje.
Men han afviste blankt, at det skulle være sket uden samtykke. At der skulle være tale om overgreb.
»Der var ikke noget, der gjorde, at jeg kom i tvivl om, hvorvidt hun var med på den,« forklarede han tirsdag fra vidneskranken.
I retten tegnede han et billede af, at det var længere tids flirten, der ledte til episoden. Han pegede blandt andet på, at de forud for episoden havde sendt hinanden pornografiske billeder og videoer på sociale medier.
Den udlægning kunne kvinden dog ikke støtte op om.
Og det kunne Københavns Byret heller ikke, da seniorsergenten tidligere i år blev dømt for at have blufærdighedskrænket selvsamme kvinde ved netop at sende hende billeder og videoer af sin penis og onani.
Den tidligere dom på 60 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste faldt i februar, hvor seniorsergenten foruden krænkelsen af kvinden blev fundet skyldig i yderligere fem af anklageskriftets i alt ti forhold.
Dommen er siden blevet anket. Først af seniorsergenten, som vil frifindes, og siden af Auditørkorpset, der ønsker ham dømt for flere end seks forhold.
Den sag kører i Østre Landsret i september 2025.
Bliver voldtægtssagen også anket, er det ikke usandsynligt, at de to sager bliver slået sammen ved landsretten.