»Hvad sker der, når en person bliver meldt savnet?« skrev han ind i søgemaskinen.
Han søgte ligeledes svar på, om det virkelig kan være rigtigt, at grise spiser døde menneskekroppe, om politiet i Budapest er pålideligt, og hvordan en død krop lugter, når den er blevet nedbrudt.
Og så blev han anholdt.
Ungarsk politi mener nu at have opklaret sagen om en 31-årig amerikansk turist, der natten til tirsdag forsvandt sporløst.
Mackenzie Michalski hed hun. Også kaldt Kenzie af venner, der nu må indse, at de aldrig igen får hende at se i live.
Det var en af selvsamme venner, der ifølge ABC News blev bekymret for hende, da hun fandt ud af, at hun aldrig var tjekket ud af den AirBnB-lejlighed, hun havde boet i under sit ophold i Budapest.
Og da hun heller ikke steg ombord på flyet videre eller i øvrigt var til at få fat i, gik vennen til den amerikanske ambassade i Ungarn og meldte hende savnet.
Ifølge myndighederne i Budapest er hun blevet dræbt, og manden bag er nu i politiets varetægt, hvor han skal have tilstået sin gerning.
I en pressemeddelelse beskriver politiet, hvordan den amerikanske turist forsvandt fra en natklub natten til 5. oktober, og man på videoovervågning hurtigt efter kunne se, at hun havde været i selskab med en mand.
De havde danset tæt og var sammen gået videre til en anden natklub, før de sidst på aftenen var taget hjem til ham for at være intime.
Og det var netop her – i hans lejede bolig – at Mackenzie Michalski blev frarøvet livet, mener politiet.
Detaljerne om selve drabet holder politiet for sig selv, men det beskrives, at den 37-årige mistænkte efterfølgende skal have forsøgt at fjerne sine spor.
Alt blev rengjort, og liget gemt i et klædeskab, før han hentede en kuffert og lagde det i.
I en lejet bil drog han med kufferten i bagagerummet mod Balatonsøen, hvor han skilte sig af med liget, før han vendte tilbage til Budapest.
Her var politiet kommet på sporet af ham, og snart bankede det på hans dør.
Trods anstrengelserne for at skjule sin forbrydelse gik der ikke længe, før han ifølge politiet gik til bekendelse.
Han havde dræbt Mackenzie Michalski, erkendte han. Tilføjede så et 'men'.
Det var en ulykke, understregede han, før han over for politiet udpegede, hvor de kunne finde hendes jordiske rester.
Nu fortsætter efterforskningen, der som tidligere nævnt også har afdækket, hvordan den irske mand skal have lavet en række søgninger, som ifølge politiet har relevans for sagen.
Heriblandt også: »Hvordan slipper med af med lugten af råddent kød?«, »videoovervågning i Budapest« og »hvordan håndterer politiet en forsvindingssag?«