De har fået overvågning op. De kigger ud af vinduerne for at se, om han er derude, før de selv går ud.
Står han derude, venter de med at gå, til han er væk igen.
Sådan lyder virkeligheden for en håndfuld borgere i et villakvarter i Hadsund, hvor en psykisk syg nabo blandt andet har taget kvælertag og truet en ældre mand.
Naboerne går lige nu rundt med to centrale følelser – frygt og frustration.
Frygt for at møde manden.
Frustration over, at ingen myndigheder tager ansvar og sørger for, at den psykisk syge mand enten får behandling eller kommer bag tremmer.
For kan det virkelig være rigtigt, at en gruppe naboer – primært ældre mennesker – skal leve med at have en farlig mand som nabo?
B.T. har rakt ud til flere myndigheder, men det har vist sig at være ganske svært – ja, faktisk umuligt – at få nogen til at berolige de utrygge borgere.
Fra samtlige myndigheder – borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde, Region Nordjylland og Nordjyllands Politi - lyder det samme svar:
»Vi kan ikke udtale os, da det er en personsag«.
Og det er til trods for, at flere af spørgsmålene er generelle og ikke møntede på selve sagen.
Mareridtet på en ellers harmonisk villavej i Hadsund begyndte den 15. juli i år, da 90-årige Vagn Jensen fik ufrivlligt besøg af sin genbo.
Genboen gik ind, råbte efter penge, tog halsgreb om Vagn Jensen og gik så hen i køkkenskuffen og fandt en kniv frem.
Heldigvis var pensionisten på dette tidspunkt stukket af fra sit hus, men siden har han oplevet både hærværk og talrige eksempler på chikane fra genboen.
»Jeg kan ikke forstå, at ingen myndigheder tager ansvar for det her. Man føler sig ladt i stikken, og nu kan det ende med, at jeg må flytte,« siger han.
Forældrene til genboen, der er en voksen mand, har også i B.T. fortalt, at de flere gange forgæves har forsøgt at få indlagt deres psykisk syge søn.
De har dog flere gange – senest sidste søndag – afvist at tage imod sønnen.