Skoleleder Jens Bank fra Alminde-Viuf Fællesskole er både chokeret og rystet.
Torsdag blev det offentligt kendt, at tre drenge – alle elever på hans skole – er mistænkt i en sag om planlægning af et skoleskyderi.
»Jeg var chokeret. Det er et granatchok – og en utrolig uvant situation for os. Det her er ikke noget, man forventer vil ske. Det er tragisk,« siger Jens Bank til B.T.
Truslen var rettet mod Sct. Michaels Skole i Kolding, hvor to konkrete elever var udpeget som mål.
Men selvom skolelederen står i orkanens øje, aner han ikke, hvilke af hans elever det drejer sig om.
»Jeg ved, at der er tre elever fra vores skole involveret, men jeg aner ikke hvem de er. Og det skaber grobund for rygtestrøm og spekulation,« siger Jens Bank.
Den 15-årige hovedmistænkte er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens to andre drenge – under den kriminelle lavalder – er afhørt og løsladt.
Kunne skolen have opdaget noget – eller grebet ind tidligere?
»Selvfølgelig spørger man sig selv: Kunne jeg have set noget? Er der noget, jeg burde have opdaget?,« siger skolelederen og fortsætter:
»Men det er der ikke. Det er jo helt almindelige elever i en dansk folkeskole,« siger han.
Hvorvidt de mistænkte kan fortsætte som elever på skolen, venter han stadig svar på:
»Det er myndighederne, som kigger ind i sagen. Men jeg kan selvfølgelig træffe en beslutning i sidste ende, men lige nu lægger vi skinnerne, mens vi kører.«
Torsdag aften afholder skolen stormøde med forældre og elever, hvor politiet og psykologer vil være til stede.
»Det er en ny situation for os, men det vigtigste er at skabe tryghed. Forældrene skal vide, at vi tager det meget alvorligt – og at vi gerne vil høre, hvad de har brug for, så vi kan hjælpe dem bedst muligt.«
Skolens SFO har haft åbent torsdag og resten af skolen åbner mandag:
»Vi kører videre som før, og forældrene, der i dag hentede børn i SFOen, vinkede og sagde, at de er trygge ved os. Det betyder alt. Nu er mit fortsatte fokus på at genskabe roen for elever, forældre og personale,« afslutter skolelederen.