Først blev han slået flere gange.
Derefter blev han kastet i gulvet, mens en af de to gerningsmænd holdt hans arme fast.
Så blev han trampet i hovedet, indtil han var bevidstløs.
Til sidst – mens han var bevidstløs – blev han både sparket og slået i hovedet og på kroppen utallige gange.
Sådan lyder det overfald, der ledte op til, at en dørmand på den københavnske natklub Dorsia den 22. juni 2025 klokken 03.37 fandt en bevidstløs mand inde på stedet.
De to mænd – begge 20 år – der havde overfaldet ham, var stukket af fra stedet.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.
Men de er nu – cirka to uger senere – blevet anholdt af politiet og var i dag tilstede i Københavns Byret, hvor de blev fremstillet i et grundlovsforhør.
Her blev der fremvist videoovervågning fra stedet, og i den forbindelse erkendte begge sigtede, at de var til stede på videoen, og at de havde følt sig truet af den forurettede mand.
Han havde angiveligt sagt, at »der stod 16 Brøndby-drenge ude foran og var klar til at tæske dem«.
De er sigtet for grov vold, og anklagemyndigheden gik altså efter at få dem varetægtsfængslet. Begge erkendte kun delvist sigtelsen.
Dommeren i Københavns Byret valgte dog at løslade de to mænd, der stadig er sigtede i sagen.