Søren Jensen stod og talte med sin søn og nabo i naboens indkørsel i Hillerød, da den skrigende dreng kom kørende forbi på sit løbehjul.

Først undrede han sig, men så satte den 43-årige mand sig op på sin cykel, kørte efter drengen og sagde:

»Hey, stop lige, kammerat. Hvad er der galt?.«

Men da drengen blev ved med at græde og skrige, fik Søren Jensen lokket ham tilbage i naboens indkørsel for at spørge ind til hans forældre og give ham lidt vand.

Det skulle blive begyndelsen på tre lange timer, der kunne være endt meget kortere, hvis Søren Jensen helt tilfældigvis havde ringet 112, mens han stod i København og ikke i Hillerød.

Den detalje vender vi tilbage til senere.

Det var fredag den 8. august klokken cirka 15.15, at den grædende dreng kom kørende forbi Søren Jensen og naboen.

I naboens indkørsel kunne drengen udelukkende fortælle, at han hed Charlie.

»Det er ret tydeligt, at han er kognitivt udfordret. Vi spørger ham blandt andet, hvor gammel han er, og der siger han tre år, men han ligner en dreng på ti år. Vi spørger også om en masse andre ting, men han kan ikke svare. I stedet græder og skriger han,« fortæller Søren Jensen.

Sammen med naboen beslutter Søren Jensen sig for, at politiet skal kontaktes.

Det er naboen, der klokken 15.30 ringer og fortæller, at de to mænd står med en oprevet og udfordret dreng, som er blevet væk fra sine forældre.

Men fra Nordsjællands Politi er der ikke meget hjælp at hente.

»Politibetjenten oplyser, at de ikke har nogen efterlysninger på 'en Charlie', men at der er fire børn, der matcher på beskrivelsen, og at de vil kontakte dem,« siger Søren Jensen.

Naboerne venter, venter og venter endnu mere, før de en halv time senere – klokken 16.00 – ser sig selv nødsagede til at kontakte politiet igen.

»Vi står med et stort dilemma, for vi ville ikke slippe ham, da han kunne være til fare for sig selv, men vi kan heller ikke holde på et barn. Det ville være et overgreb jo. Så vi ringer igen,« siger Søren Jensen.

Denne gang fortæller politibetjenten, at ingen af de fire matchende børn var blevet væk.

Det lyder også fra ordensmagten, at de ikke har nogen patruljevogne ledige, og at de derfor ikke kan komme ud og hente drengen.

I stedet tilbyder politiet, at Søren Jensen og naboen kan blive ringet op af en repræsentant fra kommunen.

Det opkald lader dog vente på sig, så 16.30 - en time efter første opkald - går Søren Jensen ind i en lokal Facebook-gruppe og laver en fremlysning.

Ti minutter senere læser han en kommentar, der både gør ham lettet, men også en smule rystet.

Et medlem af gruppen linker til en B.T. artikel med overskriften: 

Politiet efterlyser 9-årige Charlie.

Her fremgår det, at en 9-årig, kognitivt udfordret dreng er gået fra en institution inde i København klokken 13.45 samme dag.

Han har efterfølgende taget et tog fra hovedstaden til Hillerød og kørt flere kilometer på sit løbehjul.

Nu ringer Søren Jensen og naboen så for tredje gang til Nordsjællands Politi og fortæller dem om koblingen til efterlysningen i København.

»De kendte ikke til efterlysningen, men viderestillede mig til en mand fra Københavns Politi, der kørte rundt i en bil med Charlies mor. Der kunne jeg så forstå, at man havde været ude på en masse Metro-stationer og havde haft gang i hundepatruljer. Helt vildt,« siger Søren Jensen.

Klokken cirka 18.20 trillede en patruljevogn så ind i naboens indkørsel, hvorefter Charlie kunne blive forenet med sin mor.

Men tilbage stod Søren Jensen med en stor frustration over politiet og bureaukratiet.

»Vi talte med en betjent, der undskyldte sig med, at de tilhørte forskellige kredse, men så sagde jeg jo, at det som borger er ligegyldigt, hvilken kreds det er, når man ringer ind med sådan en sag. Der burde man snakke sammen,« siger Søren Jensen og fortsætter:

»Tænk, hvis vi var endt med 'at lade ham gå' og der ville være sket noget, fordi der ikke er bedre intern kommunikation mellem kredsene. Jeg håber, at tingene vil blive bedre fremover, for det her er ikke hensigtsmæssigt.«

Nordsjællands Politi oplyser til B.T., at man »ikke var klar over, at drengen var efterlyst af en anden politikreds«.

Hvad tænker I om, at Søren Jensen mener, at drengen kunne være blevet forenet med sin mor langt før, hvis I havde været opmærksomme på, at han faktisk var forsvundet?

»Havde vi været klar over, at drengen var efterlyst af Københavns Politi, havde vi selvfølgelig kunne kontakte dem tidligere, end det skete.«

B.T. har ligeledes spurgt politikredsen, om ikke der findes et fællessystem, man eksempelvis kan slå efterlysninger op i. Det har man ikke svaret på.