Planen var, at han skulle tage fra Stockholm til Malmø og så videre til Danmark. Til København for at begå et lejemord.

Som betaling ville han få 150.000 svenske kroner.

Men han nåede aldrig så langt. Allerede på hovedbanegården i Stockholm blev han stoppet af politiet.

Ovenstående er den svenske anklagemyndigheds opfattelse af, hvad en 16-årig dreng foretog sig i juli i år. Sammen med en ligeledes 16-årig dreng og en 14-årig pige er han tiltalt for et mordkomplot, som efter planen skulle have fundet sted i den danske hovedstad.

»Efterforskningen har vist, at den 16-årige via appen Signal fik instruktioner om at skyde en for os ukendt person i Danmark.«

»Det er vores opfattelse, at han skulle tage toget til Malmø og derfra videre til København for at udføre drabet,« siger anklager Helena Westöö i en pressemeddelelse udsendt af den svenske anklagemyndighed.

Teenagedrengen er foruden anklagerne om at have forberedt drabet tiltalt for at have forsøgt at overbevise andre om at gå samme vej:

Tage til Danmark og skyde mod betaling.

Anholdelsen af den 16-årige fandt sted 8. juli, da han ifølge anklagemyndigheden ville tage et tog mod Malmø. Samme dag blev en jævnaldrende dreng anholdt og sigtet for medvirken.

Det er nemlig anklagemyndighedens påstand, at han stod for blandt andet at købe togbilletten til den 16-årige.

Foruden de to teenagedrenge er også en 14-årig pige involveret i sagen. Hun kan dog grundet sin unge alder ikke strafforfølges, men anklagemyndigheden har rejst en såkaldt bevissag mod hende for at fastslå hende skyldig.

»Ifølge anklageskriftet sendte hun penge til den 16-årige hovedtiltalte og havde til hensigt selv at rejse til Malmø med ham. Formålet var at rejse til København, hvor drabet skulle udføres,« udtaler Helena Westöö og fortsætter:

»Hendes rejse 8. juli blev ikke til noget, så hun rejste ned to dage senere og blev anholdt i Malmø, så hun ikke kunne rejse videre.«

Det er uvist, hvordan de unge mennesker forholder sig til anklageskriftet.