I al hemmelighed blev han onsdag stillet for en dommer ved Københavns Byret. Sigtet for at have spillet en rolle i et drabsforsøg på en ukendt person i Danmark.
Forinden var han blevet udleveret fra Sverige, hvor myndighederne de seneste år har holdt et skarpt øje med ham.
Det er nemlig ikke første gang, at den 19-årige mand med de afghanske rødder er i politiets søgelys.
Allerede som 16-årig fik han i 2022 sin første dom. En dom for besiddelse af cannabis.
Noget, han havde erkendt.
Resultatet blev, at han fik en såkaldt ungdomskontrakt, hvor han indvilligede i én gang om ugen i tre måneder at mødes med en kontaktperson fra et ungdomscenter.
Formålet var at nedbringe risiciene ved negativ socialisering og hans tendens til at falde for gruppepres, lyder det i retsdokumenter, som B.T. er i besiddelse af.
I dommen blev det noteret, at han ikke var tidligere straffet, og at han havde brug for støtte og omsorg for at modvirke den negative udvikling, han var endt i.
For at sætte en stopper for hans misbrug af narkotika blev det bestemt, at han løbende skulle lade sig teste.
Men det virkede ikke.
Tiltalt to gange i år
I februar 2024 blev han på ny tiltalt for besiddelse af narko. Denne gang fire kapsler med pregabalin. Samtidig blev han tiltalt for at have indtaget cannabis.
Begge dele erkendte han.
Da dommen faldt den efterfølgende måned, lød den på 30 dagbøder à 50 kroner. I dombogen er det noteret, at der i afgørelsen var taget højde for hans unge alder.
Senest blev den 19-årige i september tiltalt for måneden forinden at have været i besiddelse af en kapsel med tramadol, et opioid, og for at have indtaget cannabis ved samme lejlighed.
Også dette har han erkendt. Og i sidste uge blev han dømt for det. Straffen lyder på dagbøder for et samlet beløb på 1500 kroner.
Ville dræbe
Hvordan han forholder sig til den seneste sigtelse, den i Danmark, er anderledes uvist, da offentligheden ikke havde adgang til grundlovsforhøret onsdag.
Det er dog muligt at beskrive dele af politiets mistanke mod ham alligevel. For det er nemlig ikke politiets indtryk, at han skal have handlet alene.
Torsdag blev således en 25-årig dansk statsborger fremstillet i grundlovsforhør, hvor sigtelsen blev læst op for åbne døre.
Heri lyder det, at den 25-årige i perioden mellem 14. og 16. oktober skal have kommunikeret med svenskeren om på »et ukendt offentligt tilgængeligt sted og under særligt skærpende omstændigheder at have forsøgt at komme i besiddelse af et skarpladt skydevåben eller en håndgranat i Danmark.«
Hensigten skal ifølge sigtelsen have været at dræbe en ukendt person på et ukendt sted i Danmark, men det mislykkedes, da den 19-årige svensker ved 13-tiden 16. oktober blev anholdt i Sverige.
Af retsdokumenter fremgår det, at den svenske anklagemyndigheds afdeling for international og organiseret kriminalitet to dage senere begærede ham varetægtsfængslet og udleveret til et nordisk land på en arrestordre. 20. oktober fandt der et retsmøde om netop udleveringen til Danmark sted ved Malmö Tingsrätt.
Her i Danmark er han nu blevet varetægtsfængslet i sagen, hvor den mistænkte danske medgerningsmand i hvert fald nægter sig skyldig.
Ifølge B.T.s oplysninger sidder omkring 16 svenske statsborgere i øjeblikket varetægtsfængslet i Danmark.
Her er der tale om børn i alderen 16 år og op til midt tyverne. De er alle sigtet for, at de skulle være rejst over Øresund for at begå alvorlig kriminalitet i det, som dansk politi mener, har været i danske bandekonflikter.