Faktisk var Thomas Kjeldsen på vej til at tage svinget til venstre ned af sidevejen.
Men til hans store held nåede kæresten at sige »stop!«.
Og så kom den grønne motorcykel nærmest flyvende forbi.
»Der lød et decideret brag, og jeg kan godt sige dig: Hvis jeg havde haft vinduet åbent og havde taget min hånd bare lidt ud, så havde han ramt mig. Så tæt var han,« siger Thomas Kjeldsen.
B.T. vil gerne sætte fokus på hensynsløs kørsel. Har du video, der viser det? Så må du meget gerne sende en mail på sebj@bt.dk.
Den 52-årige mand var i fredags på vej til Bilka i Ishøj, da han klokken cirka 18.30 kom kørende på Vejleåvej med sin kæreste i bilen.
Foran ham drejede en lastbil ud fra den sidevej, hvor ham og kæresten selv skulle ned, og da den var helt ude på vejen, gik Thomas i gang med at foretage et sving.
»Heldigvis stoppede min kæreste mig, så jeg ikke drejede ud. Hvis jeg havde gjort det, var motorcyklisten død. Og det samme var min kæreste nok, for den havde boret sig ind i hendes side,« siger Thomas Kjeldsen.
Da han kiggede i bakspejlet, var motorcyklisten ude af hans synsfelt.
Man må køre 60 km/t på strækningen, men ifølge Thomas Kjeldsens vurdering kørte den forreste motorcykel langt over 100 km/t.
Derfor var han også »dybt rystet« efterfølgende.
»Jeg kørte nok 40 km/t resten af turen til Bilka, og vi talte faktisk ikke om andet. Da jeg så kom hjem og skulle kigge videoen igennem, var jeg simpelthen dybt rystet,« siger han.
Episoden blev nemlig optaget af Thomas Kjeldsens to dashcam-kameraer, der peger både fremad og bagud i hans bil.
Og dér kan man se, at motorcyklisten med enorm fart netop formår at køre mellem Thomas Kjeldsens bil og den store lastbil, der akkurat er kommet ud på vejen.
»Jeg tænker, at vi har med verdens mest egoistiske menneske at gøre. Tænk at køre så stærkt på en vej, hvor der endda kommer biler i begge retninger, og hvor der er sideveje,« siger Thomas Kjeldsen og fortsætter:
»Jeg er både sur og rystet. Og jeg håber, at sådan en video kan være med til at sætte fokus på, at folk simpelthen skal tænke på andre end sig selv.«
Til spørgsmålet om, hvorvidt Thomas Kjeldsen har anmeldt sagen til politiet, siger han:
»Nej, for tidsstemplet på videoen er desværre ikke rigtigt, så nu har jeg indstillet tiden. Derfor har jeg ikke anmeldt det, men politiet er selvfølgelig velkomne til at få den, hvis de vil.«