»Du skal holde dig væk fra vinduer og glas i Lyngby-domstolen for at beskytte borgernes og domstolens personales sikkerhed.«

Sådan lød en del af indholdet i en truende e-mail, der 29. september sidste år blev sendt til Retten i Lyngby nord for København.

En uge senere blev der med sten knust flere ruder i samme byrets bygning på Lyngby Hovedgade 96. Skaderne beløb sig til næsten 23.000 kroner.

Og ifølge anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi stod en 32-årig mand, der bor ganske tæt på retten, bag begge dele.

Derfor skal han i denne uge møde som tiltalt i byretten i Lyngby for både hærværk i betydeligt omfang og den truende e-mail.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i, var e-mailen tilsyneladende udløst af, at vrede over manglende respons på tidligere klager til domstolen omkring en ikke nærmere angivet konflikt med nogle »forvredne forhold«.

I mailen er afsenderen meget direkte i sin ordlyd:

»Advarsel besked: Du skal træffe nødvendige foranstaltninger inden for en halv time på grund af korruption i jeres uværdige domstol.«

Og senere i samme mail:

»Dette er ikke af ond hensigt, men en protest mod (en) korrupt institution, der opererer ud fra umoralske standarder herunder intimidering og udnyttelse at tid til egne interesser og magtmisbrug, hvilket har forværret mine lidelser og forhindret mig,« tilføjer afsenderen blandt andet.

Når sagen skal behandles senere på ugen vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om en bødestraf til den 32-årige tiltalte.