En 17-årig dreng blev anholdt natten til onsdag efter et færdselsuheld, der kostede en 65-årig mand livet tirsdag aften.

Nu er skal han fremstilles i grundlovsforhør. Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X.

'En 17-årig mand er i nat blevet anholdt i sagen, hvor en 65-årig mand afgik ved døden efter en trafikulykke på Roskildevej i Valby tirsdag aften,' lyder det i opslaget.

'Den 17-årige fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, forventeligt omkring klokken 13.'

En 30-årig kvinde blev også påkørt ved uheldet og brækkede sin fod. Hun stod og pakkede en bil sammen med manden, der mistede livet. 

Kvinden er uden for livsfare, og ifølge politiet er der en familiær relation mellem de to. 

Porschen, der blev brugt til at påkøre de to personer, blev efterladt på ulykkesstedet af føreren, der flygtede.

Drengen blev anholdt klokken 01.40.

I skrivende stund vides det ikke, hvorfor personerne blev påkørt. Tre køretøjer blev også ramt under ulykken, hvor der blev fundet lattergaspatroner.