Fyns politi er ikke kommet nærmere på motivet i dobbeltdrabssagen fra Odense. Men meget tyder på, at den 37-årige sigtede i sagen PHH var i gang med en lyssky narkoaffære, da han blev overrasket af det dræbte ægtepar Heidi Nielsen og Bjarne Johansen. Bjarne Johansen var kendt for at fotografere alt og alle, og han holdt sig ikke tilbage for at tage fotoapparatet frem, når der skete mystiske ting. Derefter kan det tænkes, at PHH er blevet ”stiktosset” og har besluttet sig for at bruge den maskinpistol, han tilsyneladende havde med ud i Tusindårsskoven, hvorefter det vellidte ægtepar blev likvideret på kold og kynisk facon. LÆS OGSÅ: Naboer: Anholdt er 'Peter Lundin'-type

PHH har været stofmisbruger i mange år, og er kendt af politiet for at lave småkriminalitet for at skaffe sig penge til stoffer. Hans færden beskrives som voldelig og grænseoverskridende. Og han stod f.eks. for en bizar vanvidskørsel i 2006, som betød, at han kom et år i fængsel. En bekendt, som har kendt PHH i mange år fortæller, at han indimellem pralede med, at han havde våben, og selv om han i de senere år var kommet på metadonbehandling, var det ikke det almindelige indtryk, at han holdt sig væk fra narkomiljøet. LÆS OGSÅ: Drabssigtet bor hos sin mor

Det menes med bestemthed, at han har stået for flere lyssky handler med stoffer for at skaffe sig lidt ekstra penge til dagen og vejen. PHH har i de senere år boet hos sin mor i huset på Dragebakken i Odense SV, som  i går blev systematisk undersøgt af teknikerne med henblik på at skaffe bevismateriale nok mod den sigtede. Og moderen var i går fuldstændig knust. Hun græd og sagde: - Det er ikke P.  , som har gjort det. Men hvad det angår, har Fyns Politi en anden mening, og når grundlovsforhøret skal foregå kl. 14 i dag for lukkede døre i retsbygningen i Odense, så vil anklageren have en række beviser og indicier klar for at overbevise dommeren om, at den 37-årig mand skal varetægtsfængsles. Hvilke beviser, politiet har, ønsker man ikke at oplyse, og man vil heller ikke sige noget om de fund, man gjorde i går , da man dels lavede ransagninger i havekolonien Roersskov, hvor den 37-årige halv-lillebror bor, og dels i hjemmet på Dragebakken. Meget afgørende i sagen kan video-filmen fra Odense Friluftsbad blive. Det var, da den blev offentliggjort i mandags, at der for alvor kom gang i opklaringen af sagen. Det hænger bl.a. sammen med, at den 37-årige tit er set gående med en beige kasket/cap, ligesom han bar briller. Og noget, som er meget vigtigt: Hans karakteristiske måde at gå på, har fået mange naboer og andre bekendte til at ringe til politiet. I den forbindelse kan man sagtens forestille sig, at Fyns Politi vil indkalde de danske eksperter fra Retsmedicinsk Institut i København, som har udviklet en unik metode, som kan afsløre kriminelle og deres, måde at bevæge sig på. En ganganalyse kan blive et vigtigt indicium i sagen, og lederen af efterforskningen ved Fyns Politi, Henrik Justesen sagde for et par dage siden til B.T., at det var helt oplagt en metode, man ville bruge, hvis det kan være med til at dømme den 37-årige for det uhyggelige dobbeltdrab.