I seks timer skal en 37-årig kvinde være blevet holdt fanget i en lejlighed i Aarhus, og undervejs skal hun være blevet udsat for flere voldtægter begået af tre mænd.

Parterne havde forinden mødt hinanden under en bytur i det aarhusianske natteliv natten til lørdag, hvorefter kvinden ifølge politiets foreløbige efterforskning tog dem med op i en lejlighed på Langenæs Allé.

Det oplyser Østjyllands Politi skriftligt til B.T. og tilføjer, at mændene efterfølgende skal have nægtet at lade kvinden forlade stedet.

Klokken var 13.08, da anmeldelsen søndag tikkede ind hos politiet.

Her var det lykkedes kvinden at slippe væk og bede en borger på gaden om hjælp. Snart efter blev de tre mistænkte mænd på henholdsvis 35, 33 og 27 år truffet på det formodede gerningssted og anholdt.

»Det er nogle grove forhold, som mændene er sigtet for at have begået, og derfor er det også en sag, vi tager særdeles alvorligt.«

»Vi er i fuld gang med efterforskningen og kan ikke udelukke yderligere anholdelser i sagen,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi om sagen.

De tre sigtede blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor det kom frem, at de nægter sig skyldige i både voldtægt og frihedsberøvelse af kvinden.

Om de ønskede at forklare sig, og hvad de i så fald har fortalt, er uvist, da retsmødet foregik bag lukkede døre efter anmodning fra anklageren.

Anklageren begrundede blandt andet sin forespørgsmål om dørlukning med, at der kan være mulige medgerningsmænd på fri fod.

Noget, som vagtchef Rene Ludvig italesatte over for B.T. Her fortalte han, at politiet eftersøger yderligere to mænd i relation til sagen: 

»Vi har en klar formodning om, i hvilken retning vi skal lede. Jeg skal i den sammenhæng understrege, at man ikke behøver at have deltaget, men det, at man har været til stede uden at gribe ind, også kan være strafbart.«

Denne oplysning har vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard dog ikke yderligere kommentarer til mandag.