Onsdag blev en kvinde udsat for tricktyveri i IKEA i Odense.
En kvinde iført en stor, guldfarvet dunjakke tog kontakt til den forurettede i IKEA, og talte til hende på engelsk. Situationen skabte forvirring, og det endte med, at kvindens pung og dankort blev snuppet fra hende.
Det oplyser Jakob Hansen, der er politikommissær ved Fyns Politi, til B.T.
»Tricktyvene får midt i forvirringen taget kvindens pung op af en skuldertaske og når også at misbruge kvindens dankort tre gange for et samlet beløb på 13.000 kroner,« siger politikommissæren.
Tyveriet blev udført af en kvinde i forening med nogle mænd. Indtil videre har politiet dog kun et signalement af kvinden, der beskrives som omkring 30 år. Hun er 160-165 centimeter høj og havde et vesteuropæisk udseende. Kvinden talte engelsk og var altså som nævnt iført en guldfarvet dunjakke samt mørke bukser.
Tricktyveriet i IKEA fandt sted omkring klokken 10.45 – men det er ikke det eneste tricktyveri, som politiet har måttet tage sig af onsdag.
For kun små 25 minutter forinden episoden i IKEA, havde et andet tricktyveri fundet sted i Rema 1000 på Anderupvej i det nordlige Odense.
Her havde en gruppe på tre engelsktalende mænd af udenlandsk udseende forvirret en kunde i butikken og havde i forvirringen formået at stjæle personens dankort.
»Vi formoder, at tricktyvene har afluret dankortkoden ved kassen i Rema 1000,« fortæller Jakob Hansen.
Fyns Politi har endnu ikke et signalement af de tre tricktyve fra dagligvareforretningen, men politikommissæren oplyser, at man har indhentet overvågningsmateriale fra butikken, som man er ved at se på.