Det var både forsvarsadvokatens og anklagerens store ønske, at der faldt dom i sagen mod Henrik Sass Larsen i dag.

Men én retsdag har vist sig at være for lidt.

Derfor har dommeren i sagen netop meddelt, at der ikke falder dom i dag.

I stedet forventes sagen at blive genoptaget den 1. september, der for nyligt blev udpeget som reservedag.

Retsmødet begyndte klokken 9.30 i dag, og her er Henrik Sass Larsen blevet afhørt, ligesom tre politividner også har haft en tur i vidneskranken.

I løbet af retsmødet er Henrik Sass Larsen blevet mere og mere frustreret, ligesom han også har været enormt urolig på sin plads ved siden af forsvarsadvokat Berit Ernst.

Eksministeren har i retten fastholdt forklaringen om, at han har downloadet overgrebsmateriale med børn for at finde de gerningspersoner, der angiveligt skulle have udsat ham for et overgreb som lille.

Henrik Sass Larsen har mere konkret i et interview med B.T. forklaret, at han i 2018 angiveligt modtog en mail med et link, der førte videre til en video på appen Wickr. Ifølge den tidligere politiker viste videoklippet, som han ikke over for B.T. har fremvist dokumentation for, et overgreb begået mod ham selv, da han var tre år gammel i 1969.

Henrik Sass Larsen fortæller, at der på videoen var to voksne mennesker - en kvinde og en mand - som han ikke kunne identificere, og det er altså dem, som han efter eget udsagn brugte årevis på at prøve at finde ved at downloade tusindvis af videoer med overgrebsmateriale med børn.

I retten har en ansat fra Rigspolitiets afdeling NC3 dog oplyst, at man har lavet en undersøgelse af Sass Larsens søgehistorik.

Her har man konstateret, at Sass Larsen ikke har søgt efter ord, der knytter sig til det påståede overgreb på den grønne sofa.