Et tyveri blev til et røveri i Normal på Holstebrovej i Viborg mandag.
Det skriver TV Midtvest.
En 27-årig mand forsøgte at forlade butikken med nogle varer, som han ikke havde betalt for.
En 44-årig kvindelig ansat henvendte sig til manden, som herefter skubbede til hende.
Peter Søndergård er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg.
Til mediet siger han:
»Idet et skub er en voldsudøvelse, så bliver det et røveri. Manden har til hensigt at bringe de stjålne varer i sikkerhed, derfor er det et røveri og ikke et tyveri og vold.«
Den 27-årige blev anholdt kort tid efter, og han er nu sigtet for røveri.