Det var klokken 15.06, at der tikkede en uhyggelig anmeldelse ind fra en mor til politiet.

I anmeldelsen lød det, at hendes datter på Strøbyskolen på Stevns havde fortalt, at datteren, havde været udsat for blufærdighedskrænkelse efter skole. 

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Ifølge datteren havde en mand blottet sine kønsdele over for flere børn. Der er på nuværende tidspunkt ikke indgået anmeldelser fra øvrige forurettede.

Pigen beskrev manden som værende 60-65 år, almindelig af bygning, hvid hud, gråt og tyndt hår. 

Desuden skulle han være iført blå/grå jakke med rødt logo og blå cowboybukser.

I starten af maj modtog politikredsen en lignende anmeldelse fra samme skole, og lokal politiet undersøger nu sagerne, herunder om der kan være tale om samme mand. 

Borgere, som har oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet på telefon 114.