En 17-årig mand blev truet og frarøvet sin Iphone ved Farum Station, da han var på vej hjem med toget i morges. En 19-årig formodet gerningsmand anholdt i sagen.
- Han er kendt for lignende forhold tidligere. Vi sidder i øjeblikket og vurderer, om vi skal have ham fremstillet, siger vagtchef Michael Gaml, Nordsjællands Politi.
Røveriet blev anmeldt af det 17-årige offer i morges kl. 05.23.
- Han befinder sig i toget, da gerningsmanden kommer ind. Sandsynligvis under verbale trusler fra gerningsmanden får forurettede frataget en iPhone, gengiver Michael Gaml røveriet.
Ofret kunne ifølge vagtchefen fortælle, at gerningsmanden var steget på toget mod København. Det skulle godt en halv time senere føre til anholdelsen.
- Ved Buddinge Station får vi kontakt med toget og får fat i gerningsmanden, der bliver anholdt kl. 06.00.
