Mareridtet for Martins Jensens 90-årige far begyndte for cirka én måned siden.

Da pensionisten befandt sig i sit hus i Hadsund, kom hans genbo pludselig gående ind ad hoveddøren og krævede penge.

Den 90-årige mand afviste, men det fik blot genboen til at tage kvælertag på ham, hvorefter han gik ud i køkkenskuffen, fandt en kniv frem og truede pensionisten.

Heldigvis brugte han ikke kniven, men siden har genboen en lang række gange været henne hos Martin Jensens far igen.

»Vi har nok ringet til politiet ti gange, og de har taget ham med tre gange. Men hver gang er han blevet løsladt igen,« siger Martin Jensen.

Genboen er ikke hvem som helst.

Han er den samme mand, som fredag den 1. august begik to indbrud i Mathias Andersens bilforretning og opførte sig aggressivt og utilregneligt. Den historie kan du læse om her

Nu kan B.T. så fortælle, at den samme mand i en længere periode har skabt skræk og rædsel i sit lokalområde i Hadsund.

»Både min bror og jeg har boet hos min far i perioder, og han har også sovet hos mig - simpelthen fordi han er så bange. Det er hans naboer også, selvom det mest går ud over ham,« forklarer Martin Jensen.

Det er i dette villakvarter, at naboerne er bange for en særlig mand, der har terroriseret Martin Jensens far
Det er i dette villakvarter, at naboerne er bange for en særlig mand, der har terroriseret Martin Jensens far
Vis mere

Naboerne fortæller alle, at manden lider af en psykisk lidelse, og at han derfor til tider er meget utilregnelig. B.T. har af nær familie til manden fået dette bekræftet.

I det ellers harmoniske villakvarter er naboerne nu så desperate, at flere arbejder på at sætte overvågningskameraer op.

En af naboerne, der ikke ønsker at stå frem, udtaler, at »det er enormt utrygt at bo ved siden af en, der flere gange har vist, at han er enormt utilregnelig.«

Martin Jensen supplerer:

»Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Manden har begået indbrud og truet min far flere gange. Hvordan kan det være, at politiet kan blive ved med at løslade ham igen?,« spørger han og fortsætter:

»Hvis der ikke sker noget, så er jeg bange for, at der sker en ulykke. Enten får han fat i en på en dårlig dag, eller også er der en nabo, som til sidst ender med at gøre noget. Jeg er bange for, at det ender galt.«

Martin Jensens 90-årige far er af den generation, hvor man sagtens kan have sin hoveddør stående ulåst, og derfor kunne genboen blot gå uhindret ind, da han for en måned siden tog kvælertag og truede ham med en kniv.

Siden har døren været låst, men det har blandt andet – ifølge Martin Jensen – fået genboen til at prøve at kravle ind ad vinduet.

Han har ligeledes smadret farens fuglebur og havelåge, siger sønnen.

Martin Jensen har mistet troen på, at systemet kan beskytte hans far, så nu er familien ude i en mere desperat løsning.

»Vi er ved at finde en lejlighed, for det her holder ikke i længden. Det er absurd, at det er løsningen, men hvad skal vi gøre? Vi kan ikke risikere, at der sker noget,« siger han.

B.T. har stillet Nordjyllands Politi en lang række spørgsmål til sagen – blandt andet, om man har forsøgt at få manden indlagt i psykiatrien, om man kan bekræfte anmeldelserne i nabolaget, og om man har overvejet en varetægtsfængsling.

Nordjyllands Politi oplyser dog, at man af hensyn til personhenførbare oplysninger ikke kan svare på et eneste af spørgsmålene.