Et særdeles opmærksomt vidne har hjulpet politiet med at få anholdt en svindler, der kort forinden havde fuppet tre ældre borger i den sydøstlige del af Jylland.
»Her har vi et godt eksempel på, at borgernes årvågenhed kan være afgørende for vores efterforskning,« lyder det fra vicepolitiinspektør Christian Skyt, Sydøstjyllands Politi.
Der var tale om en af de – desværre – ekstremt udbredt svindelnumre, hvor en person ringer ofrene op, underretter om påstået misbrug af deres konti, møder op på deres hjemmeadresse og franarrer dem deres betalingskort.
I dette tilfælde var det en 32-årig nu anholdte mand fra Østjylland, der tirsdag angiveligt slog til mod to ældre borgere i Vejle Kommune og én i Hedensted Kommune.
Her lykkedes det for ham at få både kontanter og smykker med sig. Og altså betalingskort, hvorfra der efterfølgende blev hævet pengebeløb.
Men!
På en af adresserne noterede et vidne sig både nummerpladen på den formodede gerningsmands mand og hans signalement.
Derfor kunne han tirsdag aften lidt efter kl. 20 anholdes i Aarhus-området.
»Kontaktbedrageri er en grov form for kriminalitet, fordi gerningsmændene udnytter tilliden hos nogle af vores mest sårbare borgere,« siger vicepolitiinspektør Christian Skyt:
»Vi vil gerne sige en stor tak til det vidne, der hjalp os på vej i denne sag.«
Sydøstjyllands Politi kommer med følgende råd, så man ikke bliver svindlet på lignende facon:
- Luk ikke fremmede ind i dit hjem – heller ikke selvom de siger, at de er kommet for at hjælpe dig og fortæller, at de arbejder i banken, politiet, hos boligselskabet eller lignende.
- Udlever aldrig personlige oplysninger, koder, kreditkort, smykker eller kontanter.
- Det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge. Politiet, banken eller en anden offentlig myndighed vil aldrig ringe og bede dig om at overføre penge, udlevere dine personlige oplysninger eller aflevere dit kreditkort.
- Anmod om at få udeladt nummer hos dit teleselskab, så oplysninger som navn, telefonnummer og adresse ikke fremgår på hjemmesider som Krak og 118.dk.
- Ring til dine pårørende, banken eller den påståede myndighed på det nummer, du plejer at ringe til, hvis du bliver det mindste i tvivl.
- Ring 1-1-2, hvis svindleren fortsat er til stede eller lige er flygtet.
- Ring til politiet på 1-1-4, hvis svindleren ikke længere er til stede.