En mand var tirsdag formiddag ved at forklare, hvordan to mænd om aftenen 28. februar var dukket op foran hans hus og havde udsat ham for vold og trusler, da stemningen i Retten i Odense pludselig spidsede til.

»Min kone har tisset i bukserne af skræk,« sagde manden næsten råbende, tog et par dybe vejrtrækninger og fortsatte i samme toneleje henvendt til anklageren:

»Er du klar over, hvor krænket, jeg er?«

Derefter måtte dommeren bede hans bistandsadvokat om at tage en snak med ham uden for døren.

»Ækle mennesker,« sagde han på vejen ud rettet mod de to tiltalte, der under hans vidneforklaring sad på tilhørerpladserne, så han slap for at se på dem mere end højest nødvendigt.

De to tiltalte på henholdsvis 22 og 35 år, som er slægtninge med iransk baggrund, havde ifølge anklageskriftet udsat manden for både ulovlig tvang og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, da de 28. november omkring klokken 20.10 dukkede op på mandens adresse.

Her skulle de ifølge anklageskriftet og den forurettedes forklaring have slået ham hårdt i hovedet, hvorefter de havde lagt ham ned på jorden og blandt andet slået og sparket ham, så han brækkede næsen, hans skulder gik af led og han brækkede kravebenet.

Alt sammen for at indkræve 50.000 kroner, som den 35-årige mente, manden skyldte ham.

Imens var manden kun iført sin kones badekåbe, som han hurtigt havde taget på, da han hørte det banke på døren kort forinden.

Derudover var den 35-årige tiltalt for under episoden at have krænket manden, da den 35-årige under episoden tog et billede af manden, der lå på jorden med den 22-årige siddende oven på sig, uden at badekåben dækkede hans kønsdele.

Ifølge retten var der dog ikke grund til at dømme nogen af de to for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

I stedet blev begge idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold og ulovlig tvang.

Derudover blev den 35-årige frikendt for at have krænket offerets blufærdighed, da retten mente, at det ikke kunne afvises, at det først var i blitzens skær, den 35-årige opdagede, at offerets kønsdele ikke var dækket.

Dermed slap begge de to tiltalte nådigt i forhold til anklagerens påstand, som var en ubetinget fængselsstraf på otte til ti måneder til dem hver og en udvisning af landet med indrejseforbud i seks år.

Da dommen blev afsagt var der derfor også brede smil og god stemning blandt de to tiltalte, som efter cirka tre måneders varetægtsfængsling kunne forlade retten på egen hånd.