Han er tidligere dømt for vold, og nu kan en 31-årig mand fra København føje endnu en alvorlig straf til sin plettede straffeattest.

Blandt andet er han netop blevet dømt for grov vold samt en såkaldt hadforbrydelse, hvor han på baggrund af offerets seksuelle orientering truede en person.

Det skete i forbindelse med Priden den 19. august i fjor, hvor gerningsmanden med en hammer i hånden truede offeret med ord som »jeg smadrer dig«, »dit bøssesvin« og »svans«, mens han gik frem mod den forurettede.

Episoden fandt sted på Magistervej i Københavns nordvestkvarter, hvor også en anden person samtidig blev mødt med de truende ord: »Du burde finde et andet sted at bo, hvis du ikke vil skydes«.

Anklagemyndigheden havde også tiltalt den 31-årige for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have været i besiddelse af et slagvåben i form af hammeren, men dette tiltalepunkt valgte domsmandsretten ved byretten på Frederiksberg at frifinde ham for.

Derimod tøvede retten ikke med at kende ham skyldig i to andre forhold, der blev begået natten til 9. januar 2023.

Her nikkede han foran Viggos Bar på Frederiksborgvej 86 i København et offer to skaller samt slog flere gange med knyttet hånd og sparkede. Både i hovedet og på kroppen, mens den forurettede lå på den vinterkolde jord.

Og knap to timer senere slog han ved Nørrebro Station en anden person i hovedet med et knytnæveslag.

Det takserede domsmandsretten samlet til en straf på ni måneders ubetinget til den 31-årige mand.

Samtidig blev han idømt et såkaldt nattelivsforbud, så han i 12 måneder ikke må færdes i nattelivet.