Mandag eftermiddag var en mand ude for en faldulykke i forbindelse med et bygningsarbejde på Læssøegade i Odense.
Manden var efter ulykken svært tilskadekommen og er fortsat i sundhedsvæsenets varetægt.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss til B.T.
Arbejdstilsynet satte mandag eftermiddag gang i en undersøgelse for at afklare ulykkens forløb. Og det arbejde fortsætter igen tirsdag, fortæller vagtchefen.
Politiet modtog anmeldelsen om arbejdsulykken mandag eftermiddag klokken 15:14 og hastede derefter til stedet.
»Der er tale om en arbejdsulykke. Der foregår bygningsarbejde på stedet, hvor faldulykken er sket i forbindelse med,« sagde vagtchef Henrik Strauss om ulykken til B.T. mandag.
Mandens pårørende er blevet underrettet om ulykken.