Et sommerhus på Engagervej i Odder er natten til onsdag brændt ned, oplyser Østjyllands Brandvæsen.
Operationschef Sune Andersen fortæller, at branden blev anmeldt klokken 04:04.
Det lokale brandvæsen rykkede ud til området nær Dyngby Strand og fik assistance fra afdeling syd i Aarhus.
»Sommerhuset var overtændt, da vi kom derud. Det er udbrændt,« siger han.
Ingen personer eller dyr er kommet til skade i forbindelse med branden.
»Der var ingen mennesker i huset,« fortæller han.
Hvordan banden er startet, skal nu undersøges.
»Vi ved for nuværende ikke, hvordan branden er opstået,« fortæller han.
Der er ikke sket yderligere brandspredning, oplyser Østjyllands Brandvæsen.