En tur på McDonald's blev den sidste tur i en lang periode for en 38-årig mand.

Han fik torsdag beslaglagt sin bil for vanvidskørsel efter en tur på den amerikanske fastfoodkæde i Skjern.

Her ankom han nemlig i bil, selvom han var så fuld, at han nærmest ikke kunne gå på sine ben.

Det skriver TV Midtvest.

Personalet ringede fluks til politiet, men før politiet kunne komme var manden drønet afsted igen.

Men mandens sult var tilsyneladende ikke stillet efter første stop, da han senere vendte tilbage til McDonald's, hvor personalet så tilbageholdt ham, til politiet var ankommet.

Senere viste det sig, at promillen var langt over grænsen, at bilen tilhørte en 61-årig kvinde med samme adresse som den anholdte – og at manden ikke havde et gyldigt kørekort.