Lisbeth Zornigs ukendte sted-søster sendte elsket far i fængsel
Faderens puslen på trapperne vækkede den 13-årige Bettina Smed. Allerede da døren til hendes værelse gik op vidste hun intuitivt, at noget var galt. Faderen tog dynen af og kravlede ovenpå hende. Her gennemførte han for første gang samleje med sin datter.
I dag er det 32 år siden. Efterfølgende var hun på selvmordets rand, mens faderen tilbragte et år i Horserød Statsfængsel for overgrebet. Han nægtede sig skyldig, så lokalsamfundet, der troede på hans uskyld udsatte hende dagligt for chikane og vold, ind til hun tømte sparegrisen og tog toget fra Nakskov til Horserød for at tale ud med sin far. Siden da har de holdt kontakten, selv om hun måtte døje med følelsen af stor kærlighed og stort had.
- Det er vanvittigt svært for samfundet at forstå, at børn der bliver misbrugt stadig elsker deres forældre. Guderne må vide hvorfor, men jeg kan blot konstatere, at jeg elskede min far. Jeg er blevet mødt med stor mistro over, at jeg kan have følelser for min far, efter det han har gjort imod mig, fortæller den nu 45-årige Bettina Smed til BT og fortsætter:
Bange for hans vrede
- Jeg har altid haft en forståelse i hjertet af, at det her var et black out for min far over en periode. Der har aldrig før været tendenser, hverken over for mig eller andre. Han har altid set meget ned på folk, der ikke kunne holde fingrene fra børn. Jeg var bange for hans vrede. Jeg var ikke bange for, at han skulle forgribe sig på mig.
Opvæksten med druk, vold og misbrug har fulgt familien hele barndommen. Bettina Smed fortæller i aften sin historie i Radiorådet på Radio 24syv. En skæbne, der på mange måder minder om den berømte stedsøster Lisbeth Zornigs. Sidste år udgav hun bogen ’Zornig - vrede er mit mellemnavn’, hvori hun beskriver sin opvækst med en mor og stedfar, der drak, skændtes og sloges. Hun blev seksuelt misbrugt af stedfaderen Jan, som hendes mor Jytte var sammen med, førend hun mødte Bettina Smeds far.
’Nogle skidte unger’
I 30 år havde de to søstre næsten ingen kontakt og kendte kun brudstykker af hinandens skæbne. Bettina Smeds far sørgede for at påvirke Lisbeth Zornig til at tage afstand fra stedsøsteren.
- Min far lagde an til, at det var nogle skidte unger, og det sad dybt i mig. Han forøgte at få mig til at føle, at jeg ikke var ligesom dem. Underforstået, at jeg var bedre, siger Bettina Smed.Flere gange har Lisbeth Zornig ellers forsøgt at række hånden ud, men først for et år siden købte Bettina Lisbeth Zornigs bog, som hun dog først lagde i den nederste køkkenskuffe i tre måneder, førend hun til sidst åbnede den og læste den i et stræk.
- Jeg fik øjeblikkeligt en dyb respekt for hende og sendte hende en mail med det samme, siger Bettina Smed.
Bettinas far forlod moderen til fordel for Lisbeths mor Jytte, da Bettina var blot otte år gammel. Lisbeth Zornig og Bettina Smed voksede dog ikke op i samme hus. De var begge ud og ind af børnehjem og opdragelsesanstalter, og da Bettina i en kortvarig periode på et halvt år flyttede ind hos faderen, var Lisbeth væk.
Lisbeth på børnehjem
- Jeg vidste, at det Lisbeth kom fra var noget virkelig virkelig forfærdeligt, men detaljerne i det, havde jeg slet ingen idé om. Hun var sendt på børnehjem, da jeg flyttede ind hos min far, siger Bettina Smed.
Trods en svær start på livet, har hun i dag stablet konsulentfirmaet Kompetenceporten på benene, hvor hun er direktør for 30 medarbejdere, samtidig med at hun er gæsteforlæser på seminarer og universiteter. At hun er nået så langt tilskriver hun mormoderen.
Arbejdede hver nat
- Jeg har været svineheldig, at jeg har haft min mormor omkring mig, som har hjulpet mig. Hun er helten i mit liv. Jeg kunne mærke helt inde i sjælen, at lige meget hvad jeg ville, så kunne det lade sig gøre, siger Bettina Smed.
Efter misbruget stak hun af hjemmefra og endte på børnehjem. Da hun var 15 flyttede hun for sig selv, samtidig med hun gik på handelsskole og hver nat arbejdede med rengøring for at have råd til tag over hovedet. Hun klager dog ikke over de hårde livsvilkår.
- Jeg har ikke særlig stor respekt for folk, der ikke kæmper. En ting er, at man kæmper og så klarer man den ikke, men jeg synes, man skylder sig selv og sine omgivelser at kæmpe for det. Livet er altså nu engang sådan, at man skal bestille noget. Der er rigtig mange andre, der har det værre. Jeg har først i mit voksne liv opdaget, at den barndom jeg havde, ikke var helt normal, siger Bettina Smed.
Hør indslaget med de to søstre kl. 22 i Radiorådet på Radio 24syv.
