»No collusion.«

Donald Trump har sagt det om og om igen.

»Der er INGEN sammensværgelse,« har præsidenten både råbt, skrevet og tweetet så mange gange, at det blev opfattet som komisk til sidst.

Alligevel blev vi overraskede, da rapporten fra den særlige undersøger Robert Mueller konkluderede det samme som præsidenten.

Der er ingen beviser for, at præsident Trump har samarbejdet ulovligt med russerne om at blive valgt. Der er heller ikke beviser for, at nogle andre amerikanere har gjort det.

Donald Trump havde altså ret!

De fleste medier i Danmark ønsker at levere journalistik, der er troværdigt og som bygger på en form for ‘tilstræbt objektivitet’. Medierne forsøger i deres journalistik ikke at tage stilling eller være forudindtaget. Det er anderledes i USA. Her bekender medierne sig til det ene eller det andet parti. Tydeligst i valgkampe, hvor hvert medie i slutfasen kommer med en anbefaling.

Alle større medier i USA støttede ikke Trump ved det seneste valg. Derfor må mange af dem nu spørge sig selv, om de blev blinde i deres dækning af Trump under Muellers undersøgelse. Skulle man tro amerikanske mediers dækning gennem de seneste to år, var Trump på vej mod en rigsretssag.

Danske medier er ikke gået så langt, som kollegerne over atlanten. Alligevel er det lykkes os at skabe en forudindtaget mental tilstand af, at præsidenten og hans forslag er en smule skøre. Vi er desværre kommet til at se hans handlinger i den prisme. Set fra danske skriveborde virker nogle af forslagene også mærkelige, men måske gør de ikke fra en amerikansk vinkel. Lad os tage nogle af dem:

Donald Trumps store valgløfte om en mur ved den sydlige grænse har været et voldsomt stridspunkt. Ønsket har været at begrænse den store illegale indvandring. Der skønnes at være over 10 millioner illegale immigranter i USA, tallet er iøvrigt faldende. I Danmark bekæmper vi selv illegal indvandring med grænsepoliti, og vi ville være nødsaget til at reagere, hvis den samme mængde kom ind over grænsen.

Vi og andre allierede i Nato blev en smule fornærmede over den nye amerikanske præsidents forhold til Nato. Hans direkte udmeldinger var en trussel mod verdensfreden. Trump gjorde fra starten klart, at de europæiske lande lurepassede og undlod at betale deres aftalte andel til klubkassen. Måske blev vi i medierne en del af det politiske etablissement. I mange år har medierne ikke omtalt det manglende kontingent som et problem, og en stigning af forsvarsbudgettet var urealistisk. Sidste år hævede Danmark forsvarsbudgettet uden problemer.

Kina er en stormagt, der reelt spiller efter sine egne regler. Landet udnytter de åbne markedsregler, der findes i alle vestlige demokratier. Men i Kina er reglerne helt anderledes. Her er ingen åbenhed og lige spilleregler. Donald Trump gik fra begyndelsen direkte i flæsket på Kina, påpegede de ulige vilkår og indledte en handelskrig. Vi i medierne var fortrinsvis forbavsede over, at han gik enegang og udtrykte bekymring for en handelskrig. Men faktum er, at Kina i årevis har gjort, som det passede dem, og Trumps måde at agere på kan vise sig at være lige så effektiv som de konventionelle metoder.

Donald Trumps politik har øget væksten i USA til gavn for middelklassen. Trump har øget beskæftigelsen, så ledigheden på under fire procent er den laveste nogensinde. Men han er også en opblæst, brovtende og selvforherligende type, der er gået direkte til angreb på medierne og navngivne journalister. Han er ubehagelig, og han lyver stort set hver dag. Måske er det dette billede, vi har ladet stå i vejen for en mere åben tilgang til journalistik om hans politik.

Der er en stemning i dansk presse af, at det er upassende at skrive pænt om Trump. Da Ronald Reagan var præsident i 80’erne, var der ingen grænser for latterliggørelsen i dansk presse. Han blev grundlæggende betragtet som en b-skuespiller. I dag anerkender alle ham som en stor præsident.

Det er ikke sikkert, at det går sådan med Donald Trump. Men det vil bare være professionelt, hvis vi havde lært noget.