Sidste afsnit af DR-hittet ‘Hotel Romantik’, hvor 20 singler i alderen fra 62 til 78 år leder efter den sidste kærlighed, kan fredag ses på DR.

I løbet af sæsonen er der blevet krammet, kysset og danset på livet løs. 

Det har med andre ord ikke skortet på seksuel energi mellem de kærlighedssøgende seniorer.

Noget, der meget tidligt i sæsonen kom bag på vært Sofie Linde.

Men i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, fortæller deltagerne Lise-Lotte Bak (64) og Kjeld Marslew (77), at det var meget naturligt for dem at give den gas med den fysiske kontakt under deres ophold på det schweiziske alpehotel:

»Vi er i en aldersgruppe, hvor vi ikke er bange for at løbe ind i en 'MeToo'. Det er den tryghed, vi har med den aldersgruppe, vi er i. Det andet er noget, de andre slås med,« lyder det fra Kjeld, der refererer til de unge mennesker, der »ikke tør at date« af frygt for at overskride hinandens grænser.

Lise-Lotte stemmer i. 

Adspurgt om man gerne måtte klappe hinanden i numsen under optagelserne, svarer hun: 

»Ja, det måtte man gerne. Jeg har da også møsset mange på kinden og munden. Også dig, Kjeld. Du har møsset mig mange gange. Uden at der har været andet end et venskab i det.«

Lyt til denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, hvor vært Henrik Qvortrup har besøg af de to deltagere til en snak om kærlighed, sex, MeToo og deres nye tilværelse som 'realitystjerner'.

Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: