»Mette, du er også kendt for at slette beviser. Har du nogle gode råd til Henrik Sass Larsen?«
Det spørgsmål stillede reporter på P3 Satire Adnan Al-Adhami til Mette Frederiksen på dette års Folkemøde.
Momentet kan man se i en video på P3s Instagram-profil, der er gået viralt.
I den ser man også, hvordan Mette Frederiksen absolut ikke finder spørgsmålet morsomt.
Hun forsvinder hurtigt ud af billedet med kommentaren: »Det der, det er for meget«.
I denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, forsvarer Adnan spørgsmålet. Adnan, der udover at være reporter også er vært på P3s satiriske nyhedspodcast, 'Genvej'.
»95 procent af den feedback, vi har fået, har været exceptionel positiv. Der vil altid være nogle, der mener, at det er for groft. Men jeg er ikke interesseret i at være et røvhul bare for at være et røvhul. Og jeg er heller ikke interesseret i at provokere statsministeren bare for at provokere statsministeren.«
Han fortsætter: »Så det er en afvejning fra gang til gang, men jeg mener faktisk, at det her er mere sjovt end groft.«
Er der kriller i maven, inden du skal stille sådan et spørgmål?
»Ja for søren. Jeg forbereder mig også ret meget.«
Selvom Adnan står inde for spørgsmålet til statsministeren, skal han nok ikke sætte næsen op efter at interviewe hende igen, fortæller han:
»Det var første gang, at jeg fik lov til at tale med hende. Og noget siger mig, at det også er sidste gang.«
Spørgsmålet fra Adnan kommer, efter Henrik Sass Larsen - den tidligere socialdemokratiske minister - for to uger siden kom med sin forklaring på, hvorfor han har været i besiddelse af massive mængder overgrebsmateriale med børn.
En forklaring, der går på, at han har ledt efter sig selv.
Lyt til denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast Q&CO på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: