Tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen, formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, og forretningsmanden og milliardæren Lars Seier Christensen.
Det er nogle af de politiske profiler og store erhvervskanoner, der har spyttet penge i et helt nyt medie.
Et medie, der foreløbigt går under navnet Projekt Y.
Det fortæller tidligere nyhedsdirektør på TV 2 Michael Dyrby - der også står bag det nye medie - i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO.
»Vi er ikke tabloide. Journalistisk vil vi gerne tilbyde flere nuancer. Vi vil gerne tilbyde andre kilder og nye stemmer på de områder, som vi har valgt at koncentrere os om i første omgang – og det er dansk politik, internationalt stof, erhvervsstof og teknologi.«
I Q&CO præsenterer Michael Dyrby mediet for omverdenen for første gang – et medie, der kommer til at blive drevet af AI, altså kunstig intelligens:
»Projekt Y er forsøget på at lave et nyt medie drevet af kunstig intelligens, styret af mennesker.«
Han fortsætter: »Praktisk kommer det til at være sådan, at AI tilbyder nogle historier. En redaktør vælger ud, giver instrukser, og så kommer systemet tilbage med et skriv, som redaktøren så skal godkende, før det kommer ud til brugerne på den måde, de ønsker at modtage det.«
Ifølge Dyrby skal mediet levere en hel række formater. Både skrift, lyd og video.
Hvad er formålet med at bruge AI?
»Der er jo selvfølgelig en vis effektivitet i det. Man kan producere flere artikler, og man kan researche bedre, fordi mængden af data er uendelig.«
Til trods for økonomiske indsprøjtninger fra både politikere og erhvervsfolk er der tale om et uafhængigt medie, understreger Dyrby.
Så det her medie kan godt skrive en kritisk historie om, at Morten Messerschmidt har dummet sig gevaldigt – også selvom han er investor?
»Ja, selvfølgelig kan det det.«
Michael Dyrby forventer, at mediet er online om cirka otte måneder. Hvilket navn, mediet går under til den tid, ved han endnu ikke.
Hør Michael Dyrby præsentere det nye medie og svare på mange flere spørgsmål til det i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: