Det er aldrig sket før, men nu skriver den bare 16-årige dansker Alba Larsen historie.

Hun er nemlig som den første dansker nogensinde blevet udvalgt af bilgiganten Ferrari, og dermed tager hun et kæmpe skridt på vejen mod Formel 1.

Fra årsskiftet bliver det unge stortalent en del af det prestigefyldte Ferrari Driver Academy. Det har parterne netop offentliggjort i en pressemeddelelse.

»Jeg har altid elsket Ferrari - det er for mig det største og mest ikoniske team i Formel 1. At blive en del af deres Driver Academy er noget helt særligt,« siger Alba Larsen.

Alba Larsen har allerede massiv opbakning fra blandt andre modegiganten Tommy Hilfiger og IT-virksomheden Decision Focus.
Alba Larsen har allerede massiv opbakning fra blandt andre modegiganten Tommy Hilfiger og IT-virksomheden Decision Focus. Foto: Tommy Hilfiger
Vis mere

Hun bliver én af blot seks unge kørere på verdensplan, der får plads i Ferraris juniorprogram.

Det nye, tætte samarbejde giver Alba Larsen adgang til Ferraris enorme erfaring, faciliteter og trænere, ligesom hun får adgang til teamets simulator - alt sammen en kæmpe fordel i danskerens udvikling og jagten på Formel 1-drømmen.

»Hvis man drømmer om at nå hele vejen til Formel 1 - som jeg gør - er det helt afgørende at have opbakning og ekspertise fra et F1-team,« siger Alba Larsen.

Ferrari har allerede fulgt danskeren tæt, siden hun i 2023 blev kåret som 'verdens hurtigste pige' i sin aldersklasse med sejren i 'Girls on Track - Rising Stars'-programmet, som Ferrari og det internationale bilsportsforbund, FIA, stod bag.

Hun har i denne sæson kørt sig til stærke resultater i kvindeserien F1 Academy og i det britiske Formel 4-mesterskab.

Hos Ferrari Driver Academy følger hun i hjulsporene på navne som Sergio Pérez, Jules Bianchi, Charles Leclerc, Mick Schumacher og Oliver Bearman.