TV 2 har med Benjamin Hav fået en kæmpe joker som ny 'X Factor'-dommer.
Han er kendt for at lege med sandheden i sådan en grad, at han for to år siden overskred en grænse, der gjorde hans kone 'pissesur'. Her forklarer han, hvorfor han ikke kan lade være med at lyve.
'Jeg hedder Benjamin Hav. Jeg er ny 'X Factor'-dommer. Stor overraskelse for mig. Jeg har lige fået det at vide her i morges'.
Sådan præsenterede den 40-årige popstjerne sig tirsdag på TV 2s sociale medier - med den - for Benjamin Hav - typiske lille løgn, at han selvfølgelig har vidst i længere tid, at han skulle være ny dommer end 'siden her i morges'.
Benjamin Hav har i sin karriere altid holdt sandheden ud i en strakt arm.
I 2020 skrev Politiken i et portræt-interview, at 'Benjamin Hav har det med at lyve'.
Ikke af ond vilje, men fordi det er sjovt.
Det er ofte små og ret ubetydelige ting, han lyver om, men i 2023 kom han til at gå for langt, da han først i interview med B.T. og siden på scenen under sin koncert på Northside kom til at sige, at hans kone havde været ude for en alvorlig trafikulykke.
Det var løgn, og i et interview med Euroman tidligere i år erkendte han blandt andet:
»Min kone blev pissesur. Det var helt klart en dum idé. Det var noget rod, det var noget lort.«
Flere medier har igennem tiden spurgt Benjamin Hav ind til hans løgne.
Euroman spurgte eksempelvis i januar, om det er fordi, han spiller en karakter.
Her svarede han:
»Jeg kan i hvert fald godt lide, at det ikke er endimensionelt. For det, synes jeg, kan blive lidt kedeligt.«
Tidligere på sommeren udkom P3 med en podcast om Benjamin Hav, og i en reklame-video, omhandlende Northside-løgnen, forklarede han:
»Jeg synes, det er så kedeligt at høre musikere snakke om deres musik, fordi de siger altid det samme. Der er ingen mennesker ude i virkeligheden, der gider høre om det, medmindre du kan krydre det lidt.«
Da Benjamin Hav tirsdag blev afsløret som ny 'X Factor'-dommer, sagde han først til B.T. med henvisning til at have fået jobbet:
»Jeg ved ikke, om TV 2 har puttet MDMA (Ecstasy, red.) i danskvanden. Jeg troede kun, det var noget rigtigt kendte kompetente mennesker skulle blandes ind i. Så jeg er lidt forvirret.«
Han fortsætter:
»Men jeg har tænkt mig at være rigtig sød og generøs. Alt det gamle sarkastiske noget, det er fortid.«
Man kommer til at se den alvorlige side af dig i ‘X Factor’?
»Ja! Trist og alvorlig.«
Du improviserer en masse og nævner blandt andet MDMA. Den går vel ikke på TV 2 - har du fået nogen løftede pegefingre?
»Der er ikke nogen løftede pegefingre. TV 2 håber jo bare, at shitstormen kommer. Jeg tænker, det må være den eneste grund til, at jeg er blevet hyret ind i det her cirkus.«
Benjamin Hav tilføjer, at 'livet jo bare er noget, vi leger', og at folk godt forstår, når noget er sagt i sjov.
»Folk der ser programmet er jo intelligent og skarpe mennesker. Der en tendens til at snakke ned til folk ude i samfundet - glem det! Folk derude ved godt, hvad det handler om.«
Thomas Blachman er begejstret for at have fået Benjamin Hav med på 'X Factor'-holdet. Læs mere om det HER.