Det er blevet dyrt at få de store danske artister til at spille landets festivaler.
Af den grund har Ringsted Festival været nødsaget til at hæve billetprisen med 25 procent, så en partoutbillet koster hele 2495 kroner fremfor de sædvanlige 1995 kroner.
»De store danske artister er blevet ekstremt dyre. Nu er de på niveau med store udenlandske navne. Vores musikbudget er gået fra otte-ni millioner kroner for få år siden til over 20 millioner kroner,« siger Anders Sørensen, der er direktør for Ringsted Festival, til TV 2 Øst.
Han fastslår samtidig, at de har været nødsaget til at hæve billetpriserne for at kunne fastholde det musikalske niveau.
Samtidig planlægger festivalen at sænke deres publikumskapacitet med 1000 gæster.
Det skyldes, at festivalen gerne vil have mere luft på pladsen og skabe en mere eksklusiv oplevelse.
Når festivalen vender tilbage i 2026, møder gæsterne derfor flere ændringer – blandt andet bliver det ikke længere muligt at købe endagsbilletter.
Anders Sørensen forklarer til mediet, at festivalen i flere år har arbejdet på at udfase endagsbilletterne.
Festivalen planlægger i stedet at indføre et nyt system, der skal gøre det muligt for gæster at dele deres billet med andre.