De seneste uger har budt på dansk sommervejr, som man kender det bedst. 

Sol, regn, vind, sol, byger og om igen. Men nu ligner det, at gråvejret udebliver for en stund.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Lars Henriksen. 

»Onsdag ser ud til at blive en dag med tørt vejr, hvor vi kan slippe for noget af det regn, vi har haft de sidste par dage,« siger han. 

Selvom der godt kan hænge et par enkelte skyer på himlen onsdag, er der lagt op til en solrig dag mange steder, hvor temperaturerne kommer op mellem 13 og 18 grader.

Vinden starter dog relativt frisk ud om morgenen, men vil aftage i løbet af dagen. 

»Det varer så ved de næste par dage, hvor vi får masser af sol og stigende temperaturer. Når vi når søndag begynder det så at gå lidt ned ad bakke igen, hvor der kommer lidt regn og tordenbyger,« siger Lars Henriksen. 

I næste uge vil der igen komme nogle solrige dage, før der kommer regn igen. 

»Det er danske somre, som vi kender dem bedst,« lyder det fra Lars Henriksen.