Aflysninger af diverse arrangementer er ikke ligefrem en ny ting, som man lige skal vænne sig til.

Efter godt to år med coronarestriktioner nåede det nærmest at blive en helt normal ting, at arrangementer måtte udskydes eller aflyses. Men med alle restriktioner løftet og med et helt åbent samfund, forsvandt også alle aflysningerne igen.

Så da den helt nye og endnu aldrig afholdte musikfestival, der går under navnet Odense Winter Rock, tirsdag måtte meddele, at festivalen er aflyst, kan skylden altså ikke skydes på hverken restriktioner og begrænsninger.

I stedet må årsagen findes i antallet af solgte biletter – for der er simpelthen bare ikke solgt nok.

Det fortæller den ene af to arrangører, Benedikte Møller, til B.T.

»Det er selvfølgelig mega ærgerligt, og det har også været en rigtig svær beslutning at træffe, men vi er glade for, at alle omkring festivalen har taget det så pænt. Det er virkelig de sødeste og mest flinke kunstnere, der findes i den branche,« siger Benedikte Møller.

Alligevel skydes skylden for aflysningen en lille smule på corona.

»Grundet corona var det nødvendigt at flytte arrangementet fra 26. februar til 28. maj. Vi havde håbet og regnet med, at den nye dato kunne bære konceptet. Det er dog ikke tilfældet,« forklarer arrangørerne.

Odense Winter Rock skulle altså have været afholdt 28. maj i Dok 5000 på havnen i Odense. I alt 1.200 billetter var sat til salg.

Ambitionen med Odense Winter Rock var at skabe en indendørs festival, hvor danske navne inden for metal og rock kunne udfolde sig.

»Vi mangler en større scene for især upcoming rock- og metalbands på Fyn. Ja, faktisk generelt i Danmark. Det er det, vi vil lave nu,« forklarede Stefan Christensen til B.T., da festivalen blev annonceret.

I alt 10 bands var sat på programmet for dagen, der altså grundet skuffende billetsalg nu er aflyst.