Endelig fik de lov. VETO åbnede Orange scene, men efter 75 minutter i deres selskab, føltes det i den grad som om, at Orange Scene fik lov at åbne Veto. Veto, Orange Scene

For det var en sløv start. Ærgerligt, på papiret var VETO et skidegodt bud på en åbningsseance, som ville få os til at lette, men stol aldrig på papiret. De brød ikke rigtig igennem.

Den insisterende bas, solide elektroniske tromme og forsanger Troels Abrahamsens næsten irriterende forrygende talent, druknede i en sump af navlepilende electrorock de første 25 minutter – og jeg ved det, for jeg kiggede på uret.

Men så begyndte koncerten også. Først foldede de sig ud med hittet ’You say yes I say yes’, som det frådende publikum kastede sig over, og fulgte op med flere i samme liga. Der var dog intet nærvær, de prøvede at vise flere nuancer i den ellers gennemførte musik, som aldrig nåede frem.

Orange scene står for mig som en hyldest til kunstnere og publikum, der er ingen skam i at fejre sig selv gennem musikken, men det kan blive for indspist. Det blev ofte for elektronisk, for stille og for indspist.

Et sæt spejle peget mod publikum og få hurtige komplimenter til festivalen rakte ikke. Det ærgrer mig, for Troels Abrahamsen forstår at lave musik så både hipstere og Herning forstår, bare ikke nok til at forføre Orange scene. I denne omgang.