Det eneste man kan være sikker på, når Benjamin Hav optræder, er, at han altid er utilregnelig.
I hvert fald når det kommer til rapperens mange skrøner. Hans koncert på Smukfest torsdag var ingen undtagelse, hvor han både overraskede med Helle Thorning-Schmidt og måtte sende en undskyldning.
Benjamin Hav spillede tidligt torsdag aften på festivalens hovedscenen.
Udover det efterhånden sædvanelige sceneshow med et orange træhus og et band, der leverer det, der allerbedst kan beskrives som far-dansetrin, havde rapperen taget en lille håndfuld gæster med.
Perlerækken af gæster startede med ikke mindre end Lukas Graham, som helt i tråd med Benjamin Havs humor legede med sandheden, da han sagde, der var tale om en førstegangsoplevelse.
»Vi har aldrig spillet sangen ('Du ligner din mor', red.) live sammen før,« fortalte manden bag hitsne 'Ordinary Things' og 'Mama Said'.
Og her vil Benjamin Hav-fans nok være uenige og tilføje, at man skam har set de to optræde med nummeret live sammen før.
Herefter fulgte den unge komet Ella Augusta, som er medvirkende på hittet 'Første Dag'. Men det var den tredje gæst, der overraskede allermest.
For flere i publikum lignede spørgsmålstegn, da en vis tidligere statsminister i leopard-plettet trøje og skriggrøn jakke viste sig i toppen af det orange træhus bag rapperen.
Det var simpelthen Helle Thorning-Schmidt, der fik lyst til at deltage i festen.
Undervejs blev Benjamin Hav dog også helt uvant oprigtig alvorlig.
Det blev han, da han fortalte om den røverhistorie, som tilbage i 2023, endte med at trække overskrifter i flere medier, herunder B.T.
Til en koncert på NorthSide, fortalte han, at hans hustru var blevet kørestolsbruger, efter hun havde været ude for en alvorlig ulykke.
Det var dog en løgn, og derfor så Benjamin Hav torsdag på Smukfest sig nødsaget til at undskylde for sit vilde påfund.
»Det var ikke rigtigt. Min rigtige kone hedder Mille. Hun har givet mig alting. Mine børn,« lød det fra Benjamin Hav fra Bøgescenen.
Dog var den alvorlige stemning kortvarig, for snart var rapperen tilbage i sit sædvanelige spillehumør.
Koncerten sluttede med to simultane conga-linjer – én blandt publikum og én på scenen med både band, Benjamin Hav, Helle Thorning-Schmidt, Ella Augusta og Melvin Kakooza, som lige nøjagtigt nåede at være med.