Sofie Martinusens indbakke flyder i øjeblikket over med positive beskeder og ros, efter den nye vært tonede frem i den nye sæson af TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed' tirsdag.
Men det har ikke kun været en dans på roser, fortæller den 28-årige nordjyde, som åbner op om en turbulent periode, hvor hun både skulle navigere i et nyt job og finde fodfæste i hendes eget parforhold, som langsomt slog sprækker og gik i stykker.
»Jeg befandt mig bare et meget sårbart sted, fordi der skete alt muligt i mit liv, og der var ikke noget at holde fast i,« fortæller hun til B.T.
For midt i tv-holdets rampelys gik Sofie Martinusen rundt med en hemmelighed, som danskerne først blev bekendte med i slutningen af juli, hvor hun og den daværende kæreste gik til bekendelse:
De var gået fra hinanden.
Deres kærlighedshistorie spirede til offentligt skue, da Daniel Lazrak løb med Sofie Martinusens sidste rose og hjerte i anden sæson af det populære datingprogram 'Bachelorette.'
Dog varede kærligheden ikke for evigt, og parret valgte at gå hvert til sit i midten af sommeren, hvor Sofie Martinusen stod midt i de afsluttende optagelser af 'Landmand søger kærlighed'.
En periode, som Sofie husker tilbage på som ‘mærkelig’ og uvant:
»Og så skete break uppet også. Så det var sgu noget af en rutsjebanetur.«
Ind imellem blev det da også for meget, og Sofie Martinussen måtte aflyse en optagelse på sit nye job som 'Landmand søger kærlighed-vært.
»Jeg var simpelthen for knust,« fortæller hun.
Men oplevelsen af at arbejde så intenst med andres kærlighedsliv, mens hendes eget tog sit sidste åndedrag, endte også med at blive hendes redning:
»Jeg blev grebet så godt af holdet, af produktionen og det hele, så det endte med at være mit flugtsted. Jeg følte virkelig, at det var der, hvor jeg kunne være glad.«
Udover at kaste sig over arbejdet, er Sofie Martinusen også stået frem og fortalt, at hun i et år har gået i terapi for at arbejde med sig selv.
»Og det tror jeg også har hjulpet i forhold til mit break up, hvor jeg hurtigt kom til at fokusere på mig selv og mine egne behov,« siger hun.
Med den nye sæson af 'Landmand søger kærlighed' godt i gang, ser Sofie Martinusen nu fremad. Selvom hun endnu ikke ved, om hun får lov til at være vært til næste sæson.
»Jeg er mega frisk på at tage en sæson mere, hvis de spørger mig,« forsikrer den nye vært.
'Landmand søger kærlighed' udkommer med ny episode hver tirsdag på TV 2 og TV 2 Play.