Regeringens Afrikakommission har brugt formuer af skattekroner på luksusflybilletter, når medlemmerne skulle ud og se, hvordan verdens allerfattigste mennesker skulle hjælpes. Selv et medlem af kommissionen synes i dag, at der gik for meget business class i den gode sags tjeneste.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis der er danskere, der tænker, hvordan kan man tage afsted på så dyre billetter med henblik på at hjælpe rigtigt fattige mennesker?, siger det tidligere medlem af Afrikakommissionen, Christian Friis Bach, til TV Avisen.

Når de danske kommissionsmedlemmer og embedsmænd bag Afrikakommissionen fløj rundt i verden til møder om bistandshjælp, foregik det i 40 ud af 44 tilfælde på den dyre og eksklusive business class. Samlet pris for de danske embedsfolk og kommissionsmedlemmer 1.028.169 kroner.

To forvaltningsretseksperter mener, at kommissionen har brudt det offentliges rejseregler.

- Jeg er ikke i tvivl om, at man går over grænsen, at man helt unødigt bruger penge på dyre flyverejser, siger Claus Haagen Jensen, der er professor i forvaltningsret ved Copenhagen Business School. 

Bent Greve, der er professor i statskundskab ved Roskilde Universitet, mener også, at kommissionens rejseudgifter ser forkerte ud.

- Når jeg ser en konstant forbrug af business class-billetter, så tyder det på, at man har brugt flere penge på skatteydernes regning end, hvad man burde have gjort, siger Bent Greve.

For eksempel viser rejsebilag, at det sidste år kostede 191.000 kroner at flyve seks danske embedsmænd og et dansk kommissionsmedlem tur-retur fra Købenavn til Tanzania på business class. En af business class-billetterne kostede 35.600 kroner, syv gange så meget som en normal billet.

Det overrasker Bent Greve.

- Det tyder umiddelbart på en kultur, hvor man ikke er opmærksom på, at det er offentlige midler, man rejser på, siger Bent Greve.