Efter længere tids afspærring af den E20 i østlig retning på Fyn er motorvejen nu åbnet igen. 

En væltet autocamper gjorde, at politiet måtte spærre vejen af i næsten tre timer. Men klokken 16.40 lyder meldingen, at vejen er åbnet igen. 

Der er dog stadig dårlige nyheder, hvis du skal over Fyn de næste par timer. Vejdirektoratet skriver på Twitter, at man skal forvente længere rejsetid resten af eftermiddagen søndag. 

Uheldet bliver af vagtchef Bjarne Tykgaard beskrevet som en soloulykke. Vagtchefen oplyser også, at en person er kommet lettere til skade i uheldet. Vedkommende er på hospitalet nu. 

Grunden til, at det tog tid at få åbnet for motorvejen igen forklarede vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard således: 

»Problemet er, at vi ligenu afventer en kran, der kan fjerne vragdelene.«

/ritzau/