Han åbnede ild mod de rigtige politifolk uden betænkning, forlod sin falske politibil i indkørslen til sine døde ofres hus og forsvandt sporløst til fods.
Siden lørdag formiddag dansk tid har den 57-årige Vance Boelter været mål for en storstilet manhunt i USA.
Han er hovedmistænkt for at være gerningsmanden til skudattentaterne mod to demokratiske politikere og deres ægtefæller i delstaten Minnesota.
To af de fire skudofre blev dræbt på stedet i deres hjem – de to andre menes at overleve, efter at de også var blevet skudt ned i deres hjem lidt tidligere natten til lørdag.
Ifølge CNN har den mistænkte Vance Boelter arbejdet for et sikkerhedsfirma ved navn Praetorian Guard Security Services, der reklamerede med at have en flåde af 'politilignende køretøjer' og andet udstyr, der i forbindelse med attentaterne kan have hjulpet ham med at fremstå som om han var politimand.
Som evangelisk kristen har han blandt andet holdt taler i Den Demokratiske Republik Congo i Afrika i 2023, og i mindst én prædiken satte han spørgsmålstegn ved amerikansk moral omkring seksuel orientering, ligesom han angiveligt har forholdt sig kritisk over for LBGTQ-rettigheder.
I den efterladte politibil, som holdt parkeret i indkørslen til den dræbte politikers hus, fandt politiet en slags dødsliste med navne på omkring 70 personer – hovedparten af dem aborttilhængere og demokratiske politikere.
Han boede på en ejendom omkring 80 kilometer vest for byen Minneapolis. Begge skudattentater fandt sted i forstæder til Minneapolis.
Til nyhedsbureauet Reuters fortæller den 59-årige David Carlsson, der i lidt over et år har delt et hus med den nu stærkt eftersøgte Boelter, at han sidst så ham fredag aften, men lørdag morgen modtog en sms fra ham.
»Han sagde, at han måske snart ville være død,« siger Carlson og tilføjer, at han efterfølgende ringede til politiet.
På nettet beskrev Boelter sig selv som en vælger, der ikke foretrak noget parti frem for andre.
David Carlson, som han delte hus med, siger dog, at Boelter stemte på Donald Trump, og at han er kristen og ikke bryder sig om abort. Men han var ikke vred over politik, tilføjer Carlson.
Tilbage i 2016 blev Vance Luther Boelter medlem af en gruppe, der skulle rådgive delstatens guvernør i forbindelse med arbejdsmarkedet.
Det står endnu ikke klart, om han i den forbindelse kan have lært de to politikere at kende, som han ifølge de amerikanske myndigheder skød mod natten til lørdag.
60-årige John Hoffman og 55-årige Melissa Hortman var begge valgt for Det Demokratiske Parti i delstatsparlamentet i Minnesota i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus.