Et sølle udbytte på 600 kroner var tirsdag tilstrækkeligt til at gøre en 38-årig kvinde til røver i Viborg.

Det oplyser Peter Søndergård, som er politikommissær hos lokalpolitiet i byen, til TVmidtvest.

Episoden udspandt sig på Rørsangervej i Viborg, hvor en 28-årig kvinde stod med en 100-kroneseddel og en 500-kroneseddel

Da den 38-årige kvinde kom forbi, tog hun ifølge politikommissæren pengesedlerne, og gik mod den bestjålne kvindes bopæl.

Da den forurettede kvinde fulgte efter, endte hun med at blive truet med en glasflaske.

Gerningskvinden endte med at få sit hjem ransaget af politiet, og den 28-årige kvinde fik sine pengesedler tilbage.

Selvom der i juridisk forstand nåede at blive tale om røveri, var der ifølge politikommissæren ikke grundlag for at fremstille den 38-årige kvinde i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.