Den russiske autokrat Vladimir Putins besøg hos den kinesiske præsident Xi Jinping i dag og de kommende dage er en understregning af de to landes fælles front mod USAs dominans.
Det fortæller Berlingskes internationale analytiker Kristian Mouritzen til B.T.
»Rusland og Kina har et fælles mål, og det er et opgør med den USA-dominerende verdensorden,« siger han.
Selvom Rusland og Kina historisk set har haft et kompliceret forhold, er de nu forenet i kampen mod Vesten.
»De er blevet venner i nøden,« siger Kristian Mouritzen.
Den russiske præsident er på besøg i Kina på grund af møder i organisationen Shanghai Cooperation Organisation (SCO). Det er en løs sikkerhedspolitisk og økonomisk sammenslutning af lande, der ikke er en del af Vesten.
Både Rusland og Indien deltager, og mødet finder sted i byen Tianjin, der ligger i nærheden af Beijing. Senere på ugen skal regeringslederne blandt andet se en stor militærparade, hvor Kina viser sit militære isenkram og 10.000 soldater frem.
Mødet finder sted efter, at den amerikanske præsident Donald Trump har indledt handelskrig mod det meste af verden.
Samtidig har Donald Trump med et topmøde med Vladimir Putin forsøgt at gøde jorden for en fred i Ukraine. Men hidtil uden den store succes.
Og Ukraine-krigen er ifølge Kristian Mouritzen en del af det kit, der holder sammen på de to lande. Officielt forholder Kina sig neutralt til krigen i Ukraine, men ikke i virkeligheden. Kina er storleverandør af komponenter til den russiske krigsmaskine, ligesom landet i stor stil køber russisk olie og gas, der er med til at finansiere den russiske krigsmaskine.
»Som altid forsøger Kina at gå på to ben. På den ene side ønsker man ikke en ukrainsk og dermed vestlig sejr i Ukraine, og derfor støtter man indirekte Rusland,« siger Kristian Mouritzen og fortsætter:
»På den anden side ønsker Kina at holde fast i en verdensorden, hvor grænser respekteres, så der ikke sås tvivl om, at eksempelvis Tibet er en del af Kina,« siger Kristian Mouritzen.
Han mener dog, at loddet i vægtskålen peger i retning af, at det vigtigste for Kina lige nu er, at Rusland ikke taber i Ukraine.
»Derfor er det også med Kinas billigelse, at Nordkorea har sendt tropper til fronten i Ukraine. Kina understøtter det, der på mange måder er blevet en stedfortræderkrig mellem de vestlige lande på den ene side og så Rusland og Kina på den anden side flankeret af Iran og Nordkorea,« forklarer Kristian Mouritzen.
Udover Indien og Rusland deltager statsledere og repræsentanter fra lande som Pakistan, Belarus, Indonesien, Tyrkiet samt en række lande fra Kaukasien i SCO-mødet i Kina. I alt mere end 20 lande. Tyrkiet er det eneste land blandt deltagerne, som er medlem af Nato og derfor i sikkerhedspolitiske forstand betragtes som en del af Vesten.