»Man fylder kun 103 år én gang,« lød det med overbevisning fra engelske Margaret Booth.
Og det var hendes plejehjem i Preston helt med på.
Her lagde personalet på Sherwood Court Care Home sig i selen for at give den modne beboer og hendes jævnaldrende veninder en mindeværdig festdag.
Og ifølge tyske Bild fik den 103-årige fødselar for nylig sit hedeste ønske opfyldt – nemlig at blive vartet op og forkælet en hel aften af en delvist afklædt tjener.
Den rolle påtog unge, veltrænede Aaron sig med glæde.
Han ankom sparsomt påklædt med en buket hvide blomster – iført en baseballkasket, en butterfly og et forklæde, der ikke helt dækkede hans bare bagdel.
Og det vakte i den grad glæde og begejstring hos Margaret og hendes to bedste veninder, der alle tre sidder i kørestol.
»Han fik mig til at rødme, men jeg elskede hvert minut af det,« fortalte Margaret bagefter til den lokale avis, Lancashire Post.
Med hjælp fra personalet på plejehjemmet havde Margaret klædt sig særlig fint på til den særlige fødselsdagsfejring. Hun havde makeup på, en glitrende top og en lang guldperlekæde.
Aaron serverede både champagne, kage og jordbær til sine begejstrede fans, der også fik lov til at røre ved hans mavemuskler og få et kys på kinderne.
Desuden gav han Margaret et skærf med påskriften: »Det handler om mig«.
Og for plejehjemmet var det også en stor tilfredsstillelse at kunne imødekomme den 103-årige beboers særlige ønske.
»Det handler om at skabe minder og fejre vores beboere. Margaret fortjener hvert øjeblik af sjov,« lød det fra direktøren.