Det endte ulykkeligt, da et dansk kampkøretøj blev ramt af en vejsidebombe og to danske soldater døde og tre blev hårdt såret.

Den tragiske ulykke sker kun en uge før, at soldaterne skulle have været hjemme i Danmark igen efter endt tjeneste i Afghanistan.

Chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Flemming Mathiasen, tænker på de efterladte, der alligevel ikke skal hente deres pårørende i lufthavnen i næste uge.

- Det er ufatteligt hårdt at miste to gode kammerater og dygtige soldater. Vores tanker og dybeste medfølelse går til de efterladte, der havde glædet sig til gensynet med deres soldater, og de pårørende, der havde glædet sig til at tage imod deres soldater i lufthavnen sammen med resten af delingen, siger Flemming Mathiasen.

Soldaterne var ude på en patrulje i et infanterikampkøretøj i området omkring Patrol Base Line, da de klokken 10.50 dansk tid kørte på en improviseret sprængladning. Eksplosionen var så kraftig, at infanterikampkøretøjet væltede omkuld og trillede om på hovedet.

Kammerater og sanitetsfolk ydede førstehjælp på stedet. Derefter blev soldaterne bragt ind til patruljebase Clifton, hvorfra de med helikopter blev bragt til felthospitalet i Camp Bastion. Den ene af de to hårdt sårede soldater er blevet overført til behandling på felthospitalet i Kandahar, mens de to andre blev behandles på felthospitalet i Camp Bastion, skriver Hærens operative Kommando.

De to danske soldater er nummer 35 og 36, der er døde under tjeneste i Afghanistan. 30 er døde i kamp, mens seks er døde af andre årsager.