Den østrigske faldskærmsudspringer og ekstremsportatlet Felix Baumgartner er torsdag død i en paraglideulykke tidligere samme dag.

Ulykken var relateret til hans arbejde med ekstremsport.

At paragliding var noget af de sidste, han foretog sig, inden han gik bort, viser sig også på hans Instagram-profil. 

Få timer før ulykken udgav Felix Baumgartner nemlig en video af forberedelserne til arbejdsopgaven, der i sidste ende kostede ham livet. Det skriver det østrigske medie Kronen Zeitung

'Mand på arbejde', lød hans beskrivelse af videoen, hvor han ses indstille en masse udstyr, inden han paraglider henover himlen.

Ingen pårørende til Felix Baumgartner har indtil videre kommenteret dødsulykken, som skete i den italienske by Porto Sant'Elpidio.

Politiet i byen har dog identificeret Baumgartner, oplyser en unavngiven højtstående beredskabskilde ifølge AFP. 

Det østrigske udenrigsministerium og det italienske brandvæsen bekræfter også dødsfaldet over for det tyske nyhedsbureau dpa.

Inden ulykken skal Baumgartner have mistet kontrollen over sin motoriserede paraglider på grund af et pludseligt ubehag. 

Herefter styrtede han ned i en hotelpool, siger brandvæsnet til det østrigske nyhedsbureau APA.

Han ramte undervejs en hotelansat, der blev kørt på hospitalet med nakkeskader.

Felix Baumgartner blev 56 år gammel, og blev for alvor verdenskendt i 2012, da han skrev historie ved at springe ud fra en kapsel i stratosfæren. I den forbindelse brød han også lydmuren.